Den mobile politistation besøgte Karrebæk
Det var ikke overvældende med gæster der besøgte den mobile politistation, der var linet op ved kirken og møllen i Karrebæk tirsdag eftermiddag, men dem der mødte op fik svar på de spørgsmål de stillede af de to betjente der bemandede den rullende politistation.
Tekst og foto: Preben Madsen / Media Næstved
Et hold børn som tilfældigt passerede stedet blev inviteret indenfor i køretøjet, hvor der blev udleveret politi-bolsjer og hvor politiassistent Mette Buck fortalte om brugen af peberspray, og om politiets arbejde med at fange tyveknægte og forbrydere. Børnene kunne så stille spørgsmål, og samtidig få lov til at holde en rigtig knippel, som politiet bruger hvis ikke folk opfører sig ordentligt. Nogle af børnene syntes at det var sjovt at blev hægtet sammen med et par håndjern, en oplevelse de så kunne tage med hjem til den lokale SFO, men inden de forlod stedet blev de forsynet med et ekstra bolsje, udleveret af SSP-koordinator Thomas Haugaard.
Hvorfor man lige har valgt at parkere politistationen netop i Karrebæk falder sikkert sammen med at der i øjeblikket er nogle problemer med en flok unge mennesker der generer beboerne i de nærliggende bebyggelser, især ældre mennesker føler sig meget utrygge, problemløsningen er nu overdraget til den lokale politimand, der er tilknyttet området, han håber så på at finde en løsning sammen med beboerne i Karrebæk, det skulle der blive taget initiativ til hurtigt. Men indtil det sker ville politiet lige vise flaget, derfor fik alle interesserede mulighed for at få en sludder med betjentene i den mobile politistation.
Kommentarer