Næstved By

Minister bruger forkerte tal om hjertestop

Region sjælland

Sundhedsministeren bruger forkerte og misvisende tal fra en undersøgelse, når hun beskriver dødeligheden for hjertestop i Region Sjælland. Ministeren må få styr på fakta, inden hun gør en hel region utryg, lyder det fra regionsrådsformand.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby udtaler til Avisen Danmark, at der er dobbelt så stor sandsynlighed for at overleve et hjertestop i Region Midtjylland i forhold til Region Sjælland. Men den oplysning er faktuelt forkert og misvisende, og den skaber unødvendig utryghed for borgerne i Region Sjælland:

– Ministeren bruger en undersøgelse, hvor der ikke er korrigeret for flere faktorer, og derfor ender Region Sjælland ud med en dobbelt så stor dødelighed ved hjertestop, som eksempelvis Region Midtjylland. Det er en faktuel forkert måde at bruge undersøgelsen på og skaber kun utryghed for borgerne i Region Sjælland, siger regionsrådsformand i Region Sjælland, Heino Knudsen.

Forskel i registrering

Undersøgelsen er blandt andet ikke korrigeret for registrering af såkaldt “hjertestop” eller “dødfunden”.

Når der ringes 1-1-2 omkring et hjertestop, så er første step at få startet førstehjælp så hurtigt som muligt, ofte af borgere omkring den tilskadekomne. Det samme gør sig gældende, når ambulancen når frem, så ydes der ligeledes førstehjælp. Sådan er retningslinjerne, forklarer præhospital lægelig chef i Region Sjælland, Ole Mazur Hendriksen:

– Det er Sundhedsstyrelsens retningslinjer, at i det øjeblik, at førstehjælp sættes i gang, skal patienten registreres som et “hjertestop”. Det er kun en læge, der kan erklære en patient for død, og eftersom vi ikke har læger i vores ambulancer, så er det først på sygehuset, at patienten kan erklæres for død. Det er netop det, der mangler at bliver korrigeret for i undersøgelsen, siger Ole Mazur Hendriksen.

Undersøgelsen er misvisende

Undersøgelsen, hvor Sundhedsministeren får sine tal fra, er udarbejdet af professor for Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet, Christian Torp-Pedersen. I undersøgelsen står det endda beskrevet, at tallene ikke uden videre kan sammenlignes regionerne imellem, forklarer Ole Mazur Hendriksen:

– Det er klart, at eftersom Region Midtjylland kan erklære flere patienter for “dødfundne” på findestedet, så får de færre registrerede “hjertestop” med dødelig udgang, og ser derfor bedre ud på papiret. Derfor arbejder de fem regioner massivt sammen netop nu for at få korrigeret disse data, så vi kan få nogle brugbare og sammenlignelige tal.

Flere ambulancer

Det er en politisk beslutning i Regionsrådet i Region Sjælland, at der fra 2011 ikke længere skulle være lægeambulancer i hele Region Sjælland.

– I Region Sjælland har vi en helt særlig geografi, derfor har vi prioriteret flere ambulancer med paramedicinere fremfor få ambulancer med læger, fordi vi vil have et stærkt og robust beredskab med hurtig responstid, også i yderområderne. I andre regioner har de andre prioriteringer, som passer til deres region. Men vi følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer for registrering. Der er andre registre, hvor ministeren bør kunne få sine tal og fakta fra, som er korrekte, så Region Sjælland ikke skal hænges ud, og hvor borgerne i Region Sjælland ikke skal føle sig unødigt utrygge, siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.

Kommentarer