Min mormors gebis på Næstved Bibliotek
Lørdag den 10 marts mellem klokken 11 og 11.50, kan du opleve en musikalsk fortolkning af Jakob Martin Strids bog “Min mormors gebis”.
Det er trioen Dissing og Las der giver familiekoncert på Næstved Bibliotek.
Den anmelderroste trio har givet Jakob Martin Strids nyklassisker ‘Min mormors gebis’ en lydside i tråd med bogens anarkistiske appel til både børn og voksne.
Med “Min mormors gebis” har Dissing og Las taget sine mange års bandsamarbejde med ind i en generøs musikalitet og har søsat Strids skæve børneunivers.
Det er en musikalsk strittende børste og en poetisk urskov til det energiske barn og bliver en formiddag med frække numre, eftertænksomme numre og numre spækket med detaljer og finurlige reallyde. Og fordi bogen sprudler, gør trioen det samme og spænder fra folk og rock over reggae til rendyrket pop.
– Kigger man på bogens tegninger, bliver man let inspireret til at flippe ud i alle mulige retninger. Og vi har ladet os drive med. En del børneplader lyder lidt som om, de er tilpasset at skulle køre i baggrunden uden at genere nogen. Men vi har ønsket at nå dertil, hvor det blev en fælles oplevelse for børn og voksne, ligesom bogen. Vi har tænkt: ‘Hvad ville Jakob synes om det her?’ Sangene skulle have noget af hans anarki, så det er blevet et børnealbum med lidt horn i panden, siger Jonas Dissing.
– Vi har alle sammen elsket Strid siden de flabede striber i Politiken. Og ‘Min mormors gebis’ har vi en stærk relation til, fordi vi hver især har siddet med den bog sammen med de mennesker, vi elsker højest i verden, siger Rasmus Dissing.
Kommentarer