Næstved By

Min datter frygtede at jeg var død

Bodil foran alle områdets postkasser, der alle er flyttet fra de enkelte huse for at gøre plads til ombygningen. Det kan ifølge Bodil have skabt forvirring om husnumrene i tiden efter den tragiske brand i Birkehegnet.

78-årige Bodil, der bor i Birkehegnet, så udrykningskøretøjerne ved den tragiske brand natten til onsdag den 11. januar, og gik så i seng igen – en forveksling af husnumre, og sammenfaldende oplysninger i forbindelse med branden, gjorde at Bodils datter troede, at branden var hos Bodil.

78-årige Bodil blev vækket da blå blink oplyste hendes soveværelse i enderækkehuset i Birkehegnet natten til onsdag den 11. januar. Hun stod op og så de mange udrykningskøretøjer, der var rykket ud til den tragiske brand i et af Birkehegnets mange rækkehuse. Derefter gik hun i seng igen.

Næste morgen ringede Bodils telefon tidligt om morgenen. Det var hendes datter, som bor i Gelsted. Hun sad og læste om den tragiske brand i Birkehegnet på Næstved Netavis, og var meget bekymret for sin mor.

– Jeg er selvfølgelig ked af hvad der er sket her i kvarteret. Det er tragisk, og jeg skal slet ikke beklage mig, jeg er meget ked af det på min genbo og de pårørendes vegne, fortæller Bodil, som har inviteret Næstved Netavis på besøg for at fortælle om hendes oplevelse af situationen, hvor anmeldelsen af branden blevet indgivet netop på hendes adresse.

– Min datter ringede fordi hun havde læst artiklen på Næstved Netavis tidligt onsdag morgen, og det hele passede jo på mig, fortæller Bodil, og viser et print af den allerførste artikel om den tragiske brand fra Næstved Netavis. Artiklen beskrev branden i Birkehegnet med et billede med en markering af den adresse, som branden var anmeldt på, samt beskrivelsen fra indsatslederen på stedet om at der var tale om en midaldrende kvinde, der var blevet båret ud af et enderækkehus i Birkehegnet.

– Hvor er jeg ked af det på min genbo´s vegne. Det er en frygtelig hændelse, og jeg er meget ked af det, der er sket, og jeg forstår godt min datter blev bekymret. Jeg passer på beskrivelsen midaldrende, og jeg bor i et enderækkehus, fortæller Bodil, som bor i et enderækkehus meget lig det enderækkehus, som brændte.

Klokken 23.40 tirsdag den 10. januar, blev der indgivet en anmeldelse til alarmcentralen om branden i Birkehegnet. Anmeldelsen blev indgivet, angiveligt fra nogle forbipasserende drenge, på Bodils adresse selvom branden var et par huse væk, sandsynligvis fordi alle postkasserne med husnumre i dele af Birkehegnet er flyttet pga ombygning af forhaverne i området.

– Alle vores postkasser står jo herude, forklarer Bodil til Næstved Netavis og peger på de store træplader, hvor alle områdets postkasser midlertidigt er hængt op for at gøre plads til den renovering, der er igang i den del af Birkehegnet.

Næstved Netavis skrev den første artikel om branden kort efter anmeldelsen. Senere kom der flere oplysninger frem om den tragiske hændelse blandt andet også alderen på den genbo, der desværre afgik ved døden kort efter branden.

– Efter jeg havde talt med min datter skyndte jeg mig at sende en SMS til mine to andre voksne døtre, fortæller en tydeligt påvirket Bodil om oplevelsen af at have været meget tæt på en tragisk oplevelse i Birkehegnet.

Dagen efter kom viceværten ifølge Bodil også til hendes hus. Han havde fået besked på at lukke for strømmen til det brandskadede hus.

Kommentarer