Samfund

Millionbeløb til genopretning af Karrebæk Fjord og Dybsø Fjord

Nye små stenrev vil skabe skjulte oaser under vandoverfladen, hvor bl.a. den truede brakvandsgedde kan vokse op i sikkerhed. Med støtten fra Havnaturfonden og Den Danske Naturfond kan Næstved Kommune hjælpe en rigere fiskebestand og biodiversitet på vej. Det vil styrke hele kystmiljøet, friluftsturismen og lokalsamfundet, siger Rune Kristensen (K), udvalgsformand for Næstved Kommunes Klima-, Miljø og Friluftsturismeudvalg. Foto: Christian B. Hvidt / naturfocus

Næstved Kommune vil restaurere kystlagunerne Karrebæk Fjord og Dybsø Fjord ved at skabe små stenrev på lavt vand. Miljøministeriet har netop offentliggjort millionstøtte fra Havnaturfonden og Den Danske Naturfond til projektet.

Med stenrevsprojektet skal livet tilbage til fjordene – helt ned på bunden, hvor det i dag er stille og tomt. De gamle stenrev, der gav liv og variation på havbunden, forsvandt gennem det sidste århundrede, og med dem forsvandt en hel verden under vandoverfladen.

Brakvandsgedder og brakvandsaborrer, som engang var en naturlig del af fjordenes økosystem, mangler i dag stenrevenes hulrum til at gemme sig og vokse sig store.

Genskaber biodiversitet

Snart vil nye små stenrev bryde det flade bundlandskab og skabe skjulte oaser under vandet. Her kan geddeynglen vokse op i sikkerhed, mens ålen glider lydløst mellem stenene, og ørreden finder sit skjul. På revet vil krebsdyr og muslinger slå sig ned og danne et levende fundament, der giver fjorden styrke og balance.

-Med Havnaturfondens støtte kan vi tage endnu et stort skridt mod at genskabe fjordenes biodiversitet og sikre en robust bestand af rovfisk i og omkring Smålandsfarvandet. Indsatsen vil ikke kun gavne livet under vandet – en rigere fiskebestand og biodiversitet vil styrke hele kystmiljøet, friluftsturismen og lokalsamfundet, siger Rune Kristensen (K), udvalgsformand for Næstved Kommunes Klima-, Miljø og Friluftsturismeudvalg.

Projektet bygger videre på Næstved Kommunes positive erfaringer fra genetableringen af yngleområder i Fladsåen, hvor tusindvis af geddeyngel allerede er vandret ud i fjordene. Nu skal indsatsen udvides til fjordmiljøet, hvor stenrevene vil øge overlevelsen af de små fisk og sikre bestandens fremtid.

Fakta om projektet:

  • Titel: Restaurering af kystlagunerne Karrebæk Fjord og Dybsø Fjord
  • Formål: Projektet vil forbedre levevilkårene for kritisk truede arter som brakvandsgedde og brakvandsaborre, der er afhængige af sunde bund- og stenrev for at overleve. Projektet omfatter etablering af en række små stenrev på lavt vand, som vil fungere som opvækstområder for geddeyngel og skabe skjule- og levesteder for andre arter som ål og ørred. Stenrevene vil samtidig danne grundlag for krebsdyr og muslinger, der understøtter et sundere og mere robust økosystem.
  • Areal: Karrebæk Fjord (15 km²), Dybsø Fjord (17 km²)
  • Metode: Udlægning af natursten fra lokale kilder
  • Forventet afslutning: Medio 2028
  • Havnaturfondens og Den Danske Naturfonds støtte: 4,4 mio. kr.

Projektet gennemføres i samarbejde med lokale foreninger og vil bidrage til Næstved Kommunes målsætninger om at beskytte sårbare arter og naturtyper. Frem mod 2028 bliver det muligt for lokale og interesserede borgere at følge med i projektet.

Stenrevene i Karrebæk Fjord og Dybsø Fjord er et af seks lokale naturgenopretningsprojekter, der får støtte fra Havnaturfonden og Den Danske Naturfond.

Kommentarer