MGK-informationsmøde på Næstved Musikskole
Kom og hør om de forskellige linjer, optagelsesprøven og mød nogle elever, som allerede går på MGK i aften på Næstved Musikskole, Skellet 29, kl. 19.00-21.00.
Musikalsk Grundkursus – MGK i daglig tale – er et gratis tilbud om højt kvalificeret musikundervisning til alle unge mellem 14 og 25 år (der er mulighed for aldersdispensation i særlige tilfælde).
Formålet med MGK er dels at uddanne musikere, som kan være med til at stimulere det lokale musikliv, dels at forberede eleverne til optagelse på en videregående musikuddannelse.
MGK kan norm.alt gennemføres på 3 år med ca. 10 timer om ugen. Undervisningen kan desuden kombineres med et særligt 4-årigt gymnasieforløb. Undervisningen foregår i musikskolens lokaler og er ikke SU-berettiget.
MGK Sjælland omfatter 5 forskellige linjer: klassisk, rytmisk, folkemusik, tonemester og lydteknik. Undervisningen er alment dannende og forbereder specifikt til musikkonservatoriet.
Lærerne ved MGK er konservatorie- eller universitetsuddannede og findes fortrinsvis blandt musikskolens faste lærere.
Du kan godt tage MGK samtidig med en uddannelse eller et arbejde. Når vi planlægger undervisningen, tager vi nemlig hensyn til dit skema eller dine arbejdstider, og til hvor du bor. Men der er mødepligt til alle fag, og det er derfor individuelt, om du kan klare kurset sideløbende med anden skolegang. Hovedinstrumentet kræver nemlig omfattende daglig øvning, og der vil være forberedelse til de fleste andre fag.
Hvis du går i gymnasiet, vil det være en god idé at overveje det 4-årige gymnasieforløb.
Årsprøver afholdes ved afslutningen af hvert undervisningsår, og hvis resultatet ikke er tilfredsstillende, må du forlade kurset. MGK afsluttes med en prøve, som svarer til kravene ved konservatoriernes optagelsesprøver. Censorgruppen sammensættes som ved optagelsesprøven til MGK. Ved afslutningen får du et afgangsbevis, som beskriver undervisningens niveau, karakter og omfang.
MGK Sjælland har base i Køge, men dækker hele region Sjælland samt Bornholm.
Kommentarer