Kvislemark

Menighedsråd vil låne en million af biskoppen i Roskilde Stift

Kvislemark Præstegård.

Det er endnu uvist, hvad der skal ske med Kvislemark Præstegård, og nu er menighedsrådet for Kvislemark, Fyrendal og Førslev Pastorat gået til biskoppen i Roskilde Stift for at låne de sidste penge til den dyre renovering af Kvislemark Præstegård.

Tilbage i 2013 blev Kvislemark Præstegård ramt af ondsindet skimmelsvamp, og siden da har menighedsrådet kæmpet for at få renoveret præstegården. Næstved Provstiudvalg vil ikke støtte eller låne penge til renoveringen, og derfor skal menighedsrådet selv finansiere den fem millioner kroner dyre renovering.

Læs også: Menighedsråd kæmper for at redde svampeangrebet præstegård

Tegninger ligger klar og håndværkerne står i kø for at gå i gang, men selve processen er gået i stå, da menighedsrådet mangler omkring en million kroner for at have til renoveringen.

For at skaffe penge til projektet, har menighedsrådet blandt andet solgt landsbrugsjord, og nu går rådet altså til biskoppen i Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller, så der kan komme en afklaring omkring præstegården.

Læs også: Sognepræst Gunver Birgitte Nielsen søger om orlov fra Byrådet

Siden konstateringen af skimmelsvampen, har der været debat om, hvorvidt præstegården skulle renoveres, rives ned eller bygges op fra ny. Det blev den 30. november 2015 besluttet af menighedsrådet, at præstegården skulle renoveres. Samme beslutning blev taget af de nye menighedsråd i september 2016.

Mødet med biskop Peter Fischer-Møller finder sted onsdag den 22. marts.

Kommentarer