Næstved By

Matas sætter strøm til butikken i Næstved Storcenter

Foto: Matas.dk

Matas har under corona oplevet en markant stigning i onlinehandlen. Den udvikling kommer nu Matas i Næstved Storcenter til gode, der udvider butikkens medarbejderstab med tre nye digitale materialister.

Under corona er Matas’ onlinesalg steget med hele 216 procent, og det har nu fået Matas til at skrue yderligere op for den digitale satsning, men fortsat med den lokale og personlige service i fokus. I Matas i Næstved Storcenter er der netop ansat tre nye digitale materialister, der skal rådgive direkte fra butikken, når kunderne shopper på Matas’ hjemmeside. En af dem er 38-årige Stina Schmidt Hansen, der til dagligt er at finde i butikken med sit headset på. Hun har tidligere arbejdet i Matas i Næstved Storcenter i otte og også i butikkerne i Matas i Slagelse og Roskilde. Og nu glæder hun sig til at være med på den digitale rejse, som Matas har skudt i gang.

”Vi vil helt sikkert se endnu mere online salg i fremtiden, så det er en spændende rejse, vi nu er begyndt på. Kunderne er meget positive, og mange bliver overraskede over, at det ikke er en robot, de møder, når de handler på vores hjemmeside, men faktisk et rigtigt menneske, der står ude i en Matas-butik, som de kan tale med og få rådgivning af. Faktisk ligesom hvis de besøgte os fysisk i butikken”, siger Stina Schmidt Hansen.
Hun fortæller, at det er meget blandet, hvad kunderne vil have råd om, når de handler online. Det er alt fra helse og sundhed til specifikke produkter som f.eks. en mascara eller creme. Og netop derfor er det ifølge Stina så vigtigt at stå ude i butikken, hvor alle varerne er tilgængelige, for så er det nemt at demonstrere produktet for kunden, enten på skærmen eller ved at sende en video. Udover Stina Schmidt Hansen består det nye digitale team i Matas i Næstved Storcenter også af Sofie Lerche og Karina Schaffer. Også i Matas-butikkerne i Rødovre, Kolding, Aarhus og Aalborg er der ansat nye teams med digitale materialister.

Digital satsning skaber lokale arbejdspladser

Det er især corona-epidemien, der har fået danskerne til at shoppe flere dagligvarer og personlig pleje på nettet. Onlinehandlen i Danmark er i første halvår vokset med 5 procent til 75 mia. kroner, viser en ny halvårsanalyse fra nethandelsorganisationen FDIH, der også slår fast, at særligt de hjemlige onlinebutikker tager del i væksten. Ifølge retaildirektør, Allan Kristoffersen, har Matas længe haft fokus på at få online-setuppet til at spille endnu bedre sammen med de fysiske Matas-butikker, og den udvikling har corona i den grad sat turbo på.
”Det har hele tiden været vores plan at styrke vores digitale rådgivning sideløbende med butikkerne. Med corona fik vi lynhurtigt introduceret setuppet tilbage i april, og siden har det taget fart, og vi har nu gjort det muligt at handle online direkte hos vores materialister i udvalgte butikker. Det betyder, at kunderne får den samme personlige og professionelle service, hvad enten de kommer ind ad døren fysisk eller online”, siger Allan Kristoffersen, retaildirektør i Matas, og tilføjer: ”Samtidig bliver vores digitale satsning forankret i lokalmiljøet – og er med til at skabe nye arbejdspladser lokalt. Det er et vigtigt signal for os at sende”.

Indtil videre har Matas ansat 15 nye digitale materialister fordelt på fem butikker rundt om i landet. Der er tale om erfarne materialister, der har fået den digitale kasket på, og i de butikker, de kommer fra, er der ansat nye materialister. Ifølge Allan Kristoffersen har Matas med tiltaget taget et stort digitalt skridt, og det er planen, at der inden for et par år skal være mellem 50-100 digitale materialister i hele Danmark, men det afhænger naturligvis af kundernes behov og tilbagemeldinger, siger han.

Faktaboks: Om Matas’ online rådgivning
– I Matas i Næstved Storcenter og fire andre Matas-butikker i landet er der ansat teams med nye digitale materialister, der giver gode råd og vejledning, når du shopper online – ligesom du kender det fra din lokale Matas.
– Åbningstiderne er forlænget, så du kan chatte med materialisterne ml. kl. 9-21.30. Det er muligt at skrive sammen, lave videoopkald og sende billeder og videoer, hvor rådgiverne demonstrerer produktet, f.eks. konsistens og farver.

 

Kommentarer