Matas i Næstved scorer topkarakter for sikkerheden

Næstvederne kan trygt købe deres håndkøbsmedicin i den lokale Matas. Lægemiddelstyrelsens uanmeldte kontrol af handlen med håndkøbsmedicin slår fast, at Matas i Næstved Storcenter overholder samtlige regler.
Lægemiddelstyrelsens netop offentliggjorte rapport om sikkerheden i forbindelse med salget afslører, at kun 43,9 procent af butikkerne overholder alle reglerne for salg af håndkøbsmedicin til mennesker. Også Matas I Storcenter Næstved fik uanmeldt besøg af myndighederne, og det viste sig, at forretningen overholder samtlige regler til punkt og prikke.
– Det er højt prioriteret at overholde alle regler, og derfor er det dejligt at få denne blåstempling fra Lægemiddelstyrelsen, siger Tina Østervang, butikschef i Matas i Næstved Storcenter i Næstved.
Butikschefen vil fremadrettet gøre sit yderste for at fastholde de høje sikkerhedsstandarder.
– Jeg er utroligt stolt over mine medarbejderes indsats, men vi er samtidig meget opmærksomme på fremadrettet at vægte området højt. Hvis næste kontrol mod forventning viser, at vi har slækket på sikkerheden, så bliver dette års flotte resultat hurtigt glemt, forklarer Tina Østervang.
Lægemiddelstyrelsens kontroller indebærer en grundig gennemgang af opbevaring, sortiment, egenkontrol, dokumentation og personale.
Af de kontrollerede Matas-butikker levede 83,9 procent op til alle Lægemiddelstyrelsens krav. Af de kontrollerede apotekerhåndkøbsudsalg, hvor apotekere har ansvaret, levede kun 7,5 procent op til alle styrelsens krav.
Kommentarer