Martin fra Næstved er nomineret til Årets Førstehjælper 2019
26-årige Martin Nordstjerne fra Næstved og 3 andre er nomineret til Årets Førstehjælper 2019. Prisen overrækkes den 4. april af Røde Kors i samarbejde med Aleris-Hamlet.
Den 4. april uddeler Røde Kors prisen Årets Førstehjælper 2019 i samarbejde med privathospitalet Aleris-Hamlet. Tre personer er nomineret til prisen, som alle sammen har reddet liv med førstehjælp. Vinderen modtager en check på 10.000 kroner.
Martin Nordstjerne, Næstved:
På rulletrappen ved parkeringskælderen i Fields falder Camilla om. Hun får hjertestop. Heldigvis er hendes kæreste Martin Nordstjerne der til at gribe hende. Med 1-1-2 i røret udøver han førstehjælp, og efter få minutter kommer ambulancen.
Efter to dage vågner hun op fra kunstigt koma, og takket være 26-årige Martins hjerte-lunge-redning har hun i dag hverken psykiske eller fysiske mén. Derfor er han nomineret til Årets Førstehjælper 2019, som Røde Kors uddeler i samarbejde med Aleris-Hamlet.
For fem år siden tog Martin grundforløbet i førstehjælpsuddannelsen. I dag arbejder han med noget helt andet, nemlig fotografi, men førstehjælpen sad på rygraden, og det viste sig at være livsvigtigt. Det budskab vil han give videre.
Camillas hjertestop fik hende og Martins øjne op for, hvor skrøbeligt livet er. Den 26. januar i år, som er årsdagen for hendes hjertestop, blev parret gift.
Fakta om hjertestop:
- Hvert år falder 4.000 danskere om med hjertestop. Tal fra Dansk Hjertestopregister (2016) viser, at i 68% af tilfældene bliver der udøvet førstehjælp. I 2001 var det kun 19%. Dermed får mere end tre gange så mange livreddende førstehjælp i dag.
- 75% af alle hjertestop sker i hjemmet. Her er overlevelsesraten kun ca. 7%, mens den i det offentlige rum er oppe på ca. 22%, fordi flere her griber ind med førstehjælp. (Dansk Hjertestopregister 2016)
- For hvert minut der går, hvor der ikke ydes førstehjælp ved hjertestop, falder overlevelseschancen med 10%. Dermed står en person i princippet ikke til at redde, hvis der ikke er givet førstehjælp inden for 10 minutter.
- Chancen for at overleve stiger med op til 400%, hvis der gives hjerte-lungeredning, inden ambulancen når frem. (Dansk Hjertestopregister 2016)
Kommentarer