Uddannelse

Markant udvikling præger ansøgerfeltet til officersuddannelserne

Andelen af egnede ansøgere til officersuddannelserne, der ikke tidligere har gjort tjeneste i Forsvaret, er steget markant. I Forsvaret vækker det stor glæde, at man kan tiltrække en bred vifte af unge med forskellige uddannelser og kompetencer fra både den civile og militære verden.

De senere år har ansøgerfeltet til officersuddannelserne ændret sig betydeligt, og i år skiller det sig ud, når det kommer til egnede ansøgeres baggrunde: 6 ud af 10 egnede ansøgere har nemlig ikke tidligere gjort tjeneste i Forsvaret. Det er et rekordhøjt tal og en stigning på hele 9 procentpoint fra sidste år, viser nye tal fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse. 

Ansøgerne kommer fra en lang række forskellige uddannelser på landets universiteter og professionshøjskoler, og det vækker glæde hos Henrik Ryberg, kontreadmiral og chef for Forsvarsakademiet, at officersuddannelserne tiltrækker ansøgere med mange forskellige fagligheder og kompetencer i rygsækken:  

”Det viser, at de unge for alvor har fået øjnene op for Forsvarets uddannelser og de unikke arbejdsopgaver og fællesskab, der er. Samtidig er det positivt for officersuddannelsen, at vi både har kadetter med en militær og uden en militær baggrund, for de supplerer hinanden godt. Det styrker i høj grad indlæringen, da kadetterne lærer af hinandens kompetencer og forskellige fagligheder. Det glæder mig, at der er flere, der ser Forsvaret som en relevant karrierevej med fokus på både det menneskelige og det faglige.” 

Meget tyder da også på, at netop kombinationen af de menneskelige og faglige kompetencer tiltaler de unge, der vælger at søge ind på officersuddannelserne. De største motivationsfaktorer for de egnede ansøgere er nemlig muligheden for at tilegne sig ledelseskompetencer, personlig udvikling og muligheden for at gøre en forskel. 

Fra Aalborg Universitet til Beredskabsstyrelsen  

Jane Adamsen er en af dem, der har valgt at skifte spor fra en civil uddannelse for at blive officer. For Jane er det især muligheden for et alsidigt job med fokus på menneskelige og faglige evner, der har fået hende til at søge ind som officer efter at have afsluttet sin kandidat i Kultur & Kommunikation fra Aalborg Universitet.  

”Vi kommer alle sammen med forskellige uddannelser i baggagen. Vi har både en politibetjent, en folkeskolelærer, en maritim arkæolog, og vi kommer fra hele landet. Det er virkelig fedt, at alle bidrager med forskellige perspektiver. Det giver nogle spændende samtaler og bidrager til endnu bedre læring. Derudover giver det en følelse af, at der er plads til alle – og at vi alle sammen starter på det samme ligeværdige grundlag.”  

Efter uddannelsen bliver Jane ansat i en stilling som beredskabsofficer, hvor hun får ledelsesansvaret for uddannelsen af værnepligtige, mens hun også skal stå klar til at rykke ud ved indsatser rundt om i landet, hvor der er behov for Beredskabsstyrelsen. Det er i år første år, at man med en bacheloruddannelse kan søge ind som officer i Beredskabsstyrelsen. 

Et internt karriereskifte 

Udover at kunne søge ind som officer fra den civile verden, er det også muligt at blive officer, hvis man i forvejen er ansat i Forsvaret. Dén vej har Casper valgt at gå, han har nemlig tidligere været sprogofficer i Hæren, men er nu ved at uddanne sig til at blive operationsstøtteofficer i Flyvevåbnet. 

”Jeg kan godt lide den specialisering, man har som sprogofficer, men jeg ville også gerne lave meget mere af det, man kalder de grønne færdigheder, og der rammer uddannelsen som operationsstøtteofficer helt rigtigt. Det er fedt nu at læse sammen med folk med vidt forskellige baggrunde og erfaringer fra både det civile og Forsvaret, men som har det til fælles, at de brænder for at blive ledere og blive dem, der har ansvaret.” 

Som operationsstøtteofficer vil Casper arbejde som delingsfører hvor han leder forskellige faggrupper for at sikre rammerne omkring de luftoperationer, Flyvevåbnet gennemfører.

Kommentarer