Mange støtter op om Peppes pizzeria
Lad være med at jagte små virksomheder, der har haft et navn, længe før I tog det i brug.
– I skulle skamme jer over at angribe små, familieejede pizzeriaer i Danmark!
– Forsøger sig med trusler at få pizza-restauranter i Danmark, som har ligget der i flere årtier, til at skifte navn. Føj for en moral. Bliv endelig hjemme i Norge.
Sådan lyder nogle af de mange kommentarer, som den norske pizzarestaurantkæde Peppes Pizza har fået på deres officielle Facebook-side.
Det er danskere, der de seneste dage har givet virksomheden dårlige anmeldelser på siden, efter det kom frem, at pizzagiganten har sendt breve til flere danske pizzeriaejere, herunder også Peppes pizzarestaurant i Næstved. Restauranterne har også navnet “Peppes”, men det norske firma mener, de har krav på navnet.
– Når navnet er blevet til et varemærke i Næstved, synes jeg ikke, at man kan komme så mange år efter og gøre krav på det og sige, at man har patent på det uden at have reageret på det, sagde ejeren af Peppes Pizza i Næstved, Erhan Kekec, tirsdag til TV ØST.
Det kan Erhan Kekec måske have ret i, for ifølge en advokat med speciale i varemærkerettigheder kan de mindre pizzeriaer have en god sag i forhold til den norske kæde, hvis de har brugt navnet i mange år.
– Dem, der har brugt varemærket i mange år, har en ikke-registreret rettighed, som også er en varemærkerettighed. Og hvis man ikke inden for rimelig tid gør noget i forhold til dem, der bruger mærket til tilsvarende former for virksomhed, kan man miste rettighederne til det, og det har der været adskillige sager, som har omhandlet i årenes løb, vurderer advokat Martin Hjelm Kristensen.
– Der er kommet rigtig meget respons. Der er mange, der har ringet til mig – også privat og givet deres opbakning, siger Erhan Kekec, til TV ØST.
– Det giver mig blod på tanden, at der er så mange, der støtter op om det, så jeg vil ikke bare smide håndklædet i ringen og skifte navn. Vi ændrer ikke noget, siger Erhan Kekec og forklarer:
– Min advokat har sendt et brev til deres advokat, hvor han argumenterer for, hvorfor vi skal have lov at beholde navnet. Så vi afventer deres svar, før vi gør noget, siger Erhan Kekec.
Det er endnu uvist, om kæden overvejer at indtage det danske pizzamarked og derfor beder pizzeriaerne om at skifte navn.
Kommentarer