Mange bud på aktiv fritid ved FORENINGERNES DAG 2017
For 16. gang samles ca. 60 af Næstved Kommunes frivillige foreninger lørdag 2. september 2017 kl. 11-15.30 i Rådmandshaven i Næstved til FORENINGERNES DAG 2017 med tilbud til en aktiv og udviklende fritid for børn, unge og voksne.
I år er sceneprogrammet super prof, idet Ulla Abdulla Cocobongoband sammen med Næssi underholder lige efter åbningen, der foretages af borgmester Carsten Rasmussen. Kl. 13 er det børn og unge fra Sydbyens amatørteater, der spiller brud fra Alice i Eventyrland”, og sceneprogrammet slutter med Naest Ved Afrika med trommedanse – Hakuna matata (betyder: ta’ det roligt). Fritidsudvalget vil kl. 12 overrække priser til Årets Forening og Årets Ildsjæl.
Som noget nyt er der i år SCENE2, hvor der 6 gange vil være opvisning, konkurrencer og andres shows fra standene. Men også på de enkelte stande sker der flere spændende ting. Bl.a. kommer Sune Demant, vinder af 2016’s Den store Bagedyst, og pynter cup cakes sammen med besøgende i standen hos ADHD. På flere stande vil der også i løbet af dagen være smagsprøver på røget fisk, jægernes pølser, somalisk, afrikansk, afghansk og tamilsk mad, shows og konkurrencer.
Forinden spiller De grønnes Tambourkorps gennem byen efterfulgt af et optog af en hel del foreninger, og ender foran scenen, hvor der spilles op til åbningen kl. 11 og to gange vil de musicere gennem pladsen.
Blandt de nye tilmeldte er Scala Kettlebell Club, der nok skal trække publikum til ved deres opvisning på SCENE2. De har en stribe af medlemmer, der for nylig har fået guld- og sølvmedaljer for både damer og herrer. Andre nye er VX Næstved, en ny sportsforening med sjov med bolde og kast. Foreningen Grøn Omstilling, Agenda 21 & Klimarådet, Somali Næstved Kulturforening, Naverne og De gule Spejdere er blandt førstegangsdeltagere.
Og så er der de politiske foreninger, der har lyst til at promovere deres parti og program nu optil det kommende kommunevalg: Radikale Venstre, Alternativet i Næstved, Levende Demokrati i Næstved, Venstre og DSU i Næstved. Og rigtig mange af de øvrige foreninger har været med i alle 16 år.
– Desværre har vi i også i år oplevet, at mange foreninger har svært ved at få frivillige nok til at støtte op om foreningens udadvendte arbejde, så der er kommet mange afbud fra foreninger, der må se tiden an til næste år – op til 33 foreninger inden for de sidste tre år! Og det er en kedelig udvikling, for vi kan ikke nok gøre opmærksom på den glæde, venskab og personlige udvikling, man får som frivillig medarbejder i en forening, uanset hvilken type eller for hvilken aldersgruppe, den henvender sig til, siger koordinator Kirsten Smidt Hansen, der har mange kasketter at tage på, idet hun stadig er frivillig som blå spejderleder på 58. år i Tonkawa-Stammen, formand for Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd i Næstved kommune (BUS), næstformand i Little Angels Hope (Kenyansk skolehjem), og i bestyrelsen i Sct. Jørgens Jazzklub.
MÆRK NÆSTVED FORENINGERNES DAG er delvis finansieret af Næstved Kommune ved Mærk Næstved og tre sponsorer: SparNord og ON Print samt M. Larsen vognmand, ud over egenbetaling fra foreningerne.
– Der skal skaffes mange penge, og det er et stort arbejde, for sponsorpenge hænger ikke på træerne – vi er også ramt af finanskrisen, siger koordinator Kirsten Smidt Hansen, der dog påpeger, at ildsjæle ikke kan ”slukkes” men blusser op ved den glæde, det er at arbejde med børn, unge og voksne i det frivillige arbejde.
De frivillige ledere og foreningsmedarbejdere glæder sig til dagen og håber på et stort besøg. Viften af tilbud er stor: pony rideskole, speedway, jagt og fiskeri og krabbeklap, kraniequiz smagsprøver på røget fisk, førstehjælp, idræt, skydesimulator, integration og aktivitet, førstehjælp, speedway, line dance, hunde agility, spejderlejre med seje aktiviteter, tømmerflåde over Susåen, folklore og spændende smagsprøver, tambourkorps, rollespil/kamparena, bueskydning, politik, VX sport, ølbrygning som i Middelalderen, sminke og teater, handicaporganisationer, pyntning af cup cakes, gamle militærkøretøjer og blå baretter, kultur og fritid, rulleskøjter, uddannelse og aftenskoler, det muntre køkken, velgørenhed og entusiasme, sociale foreninger, patientforeninger og masser af events i boderne hele dagen. Til slut stort skumshow.
Boder og konkurrence
I rigtigt mange boder er der i løbet af dagen events og konkurrencer, og der kan købes kyllingesandwich og grillprølser, der er afrikanske pandekager, smagsprøver på somalisk, afrikansk, afghansk og tamilsk mad, vildt og fisk, frugt og masser af smagsprøver på standene. Og der sælges drikkelse (ikke øl), så tag lidt lommepenge med.
De grønnes Tambourkorps musicerer gennem gaderne inden åbningen, og i optoget deltager mange af udstillerne – udklædte, med banner og med indbydelser under armen til dem, de møder under turen til Rådmandshaven.
Indbydelser er lagt på forældreintra til skolerne og er samtidig uddelt til alle skoler og uddannelsesinstitutioner i hele kommunen samt på biblioteker, og plakater er opsat i by og på land. Endvidere ”kører” en flot plakat i de nye digitale infostandere ved indfaldsvejene i Næstved by, på Dania og på Banegårdspladsen …
I ugen op til dagen er der udstilling i Hovedbiblioteket, Næstved med materiale fra mange af udstillerne.
Kommentarer