Er man gået for langt?
Skrevet af: Klaus Eusebius Jakobsen
Kommende byrådsmedlem for Radikal Venstre
For godt et år siden (sept. 2016) måtte Campus Bornholm genansætte en fyret gymnasielærer, der et halvt år før havde udtrykt kritik af Campus Bornhoms direktør og bestyrelse.
Genansættelsen skete, efter at Ombudsmanden havde udtalt stærk kritik af afskedigelsen. Hovedargumentet var, at der med afskedigelsen blev sat spørgsmålstegn ved en offentlig ansats ret til udtale kritik af systemet.
Jeg ved ikke om den aktuelle afskedigelsessag her i kommunen af en lærer, der på et vælgermøde skulle have udtalt et (noget krasbrøstigt) citat fra en forældre om en skole og dens skoleledelse, kan sammenlignes med sagen på Bornholm. Som den er citeret, finder jeg udtalelsen unuanceret og også fornærmende – og det er min personlige opfattelse, at man aldrig bør komme derud – men retten til at udtrykke sig som borger skal være til stede.
Der er imidlertid elementer i den, som bør få ledelsen, der har ansættelses og afskedigelsesretten, til at træde ganske varsomt her:
– hvad og hvem sagde hvad – kan et citat fra en anden tillægges den, der udtaler det?
– hvor går grænsen for en offentlig ansats mulighed for at være uenig med den førte linie på sin arbejdsplads – og især kan den udtrykkes offentligt? Og hvor?
– endelig: gælder disse regler også i den demokratiske kamp, som en valgkamp er: i dette tilfælde: en valgduel til et vælgermøde? – og hvor der indtil videre har været en ret til og en kutyme for , at der ind imellem i kampens hede ”sprang en finke” af panden.
Som nyvalgt byrådsmedlem – og uden i øvrigt at ville vurdere eller tage stilling i den konkret personalesag, som det jo er – men især som borger, vil jeg være meget bekymret for, om man med en sådan reaktion (fyring) får lagt et lidt for tæt låg på lysten hos almindelige borgere til at ”blive borgerinddraget”.
Skulle man overveje en anden form for reaktion? Jeg synes det – for sagens skyld, for den ansattes skyld, men også for demokratiets og ytringsfrihedens skyld.
Kommentarer