Magnus Heunicke fastholder krav om hurtige tog til Næstved
– Vi skal ikke ryste på hånden, men fastholde kravet om hurtige tog. Og en rejsetid på 36 minutter mellem Næstved og København. Ministeren må forklare, om der er sket ændringer i planen.
Det siger den tidligere transportminister Magnus Heunicke (S), til Sjællandske.
Han finder det helt uacceptabelt, at Trafikstyrelsen i en ny trafikplan har opgivet den hurtige togforbindelse. Faktisk lægges der op til en rejsetid på 47 minutter, hvor alle hele tiden har regnet med 36 minutter.
– Hvad har ændret sig? Og hvad agter ministeren at gøre, for at vi får en rejsetid på 36 minutter efter 2021? lyder de spørgsmål, som Magnus Heunicke stiller til transportminister Ole Birk Olesen (LA).
Som tidligere transportminister kender Magnus Heunicke udmærket de tidligere planer. Og han er dybt forbavset over, at Trafikstyrelsen uden politisk godkendelse har sendt en trafikplan til høring i kommunerne.
Kommentarer