Næstved By

Mærkedage dræner lokal politikreds

Politidirektør Lene Frank ved onsdagens nytårsparole på politigården i Næstved.

Politiet får travlt henover det sene forår og sommeren 2018. Der er flere store opgaver, og selvom de ikke er placeret her i området, får det alligevel store konsekvenser for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

– Der er de sædvanlige opgaver med Roskilde Festival og Folkemødet, men i år er der også både VM i ishockey og kronprins Frederiks 50-års fødselsdag, som betyder stor afgivelse af betjente fra vores kreds, sagde politidirektør Lene Frank, da hun onsdag holdt tale ved den årlige nytårsparole på politistationen i Næstved, skriver Sjællandske.dk.

Derudover nævnte hun også opgaver som terror- og grænsebevogtning, der i forvejen tærer på politiets kræfter.

– Det er klart, at når man først er afsted, så er en opgave som Folkemødet jo sjov for betjentene – men det er knap så sjovt for dem, der er tilbage her med færre kolleger, uddybede Lene Frank til Sjællandske og forklarede, at mange medarbejdere må vente med at holde ferie til senere på året.

Ishockey-VM afvikles i Herning og København fra 4. til 20. maj. Der spekuleres i, om den ishockey interesserede russiske præsident Putin vil dukke op til mesterskaberne i Danmark, hvilket vil betyde mere omfangsrig sikkerhed og dermed mere udstationeret politi, skriver EB.dk

Kronprins Frederik fylder 50 den 26. maj, mens der er Folkemøde på Bornholm fra 14. til 17. juni. Slutteligt er der Roskilde Festival mellem 30. juni og 7. juli.

Kommentarer