Madsamling Næstved åbner snart
Madsamling åbner snart i Næstved. Producenter i Næstved kommune efterlyses.
af Birgitte Grejsen Møs.
Rigtig mange byboere savner en lille have, hvor de kan gå ud og høste friske grønsager. Det kan også være en travl hverdag, som sætter en stopper for at få høstet de friske fødevarer, man nænsomt fik plantet eller sat frø til i foråret.
Madsamling vil give dig mulighed for at shoppe disse råvarer og meget andet direkte fra lokale leverandører hvorefter du selv skal hente dem hos Kongebryg.
Ligeledes giver det gårdbutikker en unik mulighed for at nå kunden der hvor de er, nemlig på nettet.
The Food Assembly (“Madsamling” på dansk ” og ”La Ruche qui dit Oui” på fransk) er stiftet i Frankrig i 2011 og bringer hver uge folk sammen for at købe fødevarer direkte fra lokale avlere og producenter.
En madsamling er et lokalt netværk, som samler lokale producenter og lokale forbrugere – Madsamling kalder dem medlemmer – og i spidsen for det lokale netværk finder man en lokal ildsjæl, som brænder for gode fødevarer, mindre madspild og et løbende udbud af produkter i sæson.
Siden 2011 er det gået stærkt, og i dag er der etableret mere end 800 madsamlinger i Frankrig, Belgien, Holland, England, Spanien, Tyskland, Schweiz og Italien.
Med den innovative webplatform og lokal support opnår alle en bedre aftale: Lokal-samfundet kommer til at lære hinanden bedre at kende, producenterne får en fair pris for deres produkter, og forbrugerne får adgang til lokalt producerede fødevarer til en rimelig pris.
Det er den tidligere kok fra restaurant Borgen i Vordingborg, Jesper Brinkløv og hans hustru Birgitte Baunegaard, der i forvejen har Madsamling i Vordingborg, som nu har fået en samarbejdsaftale med Kongebryg i Næstved.
Artikel forsætter under foto.
– Da madsamlingen henvendte sig til os, var vi ikke i tvivl om at byde konceptet velkommen, fortæller Niels fra Kongebryg.
– Vi henvendte os til Kongebryg, da lokalerne og området virker inspirerende råt og er lige i den stil, vi godt kan lide, fortæller Jesper Brinkløv til Næstved Netavis.
Artikel forsætter under video: Madsamling naestved
Producenterne udbyder hver uge deres varer til en pris, som de selv bestemmer. En Madsamling tilbyder fødevarer som kød, grøntsager, frugt, æg, ost, fisk, brød, øl, honning og andre delikatesser.
Du melder dig ind som medlem af den lokale Madsamling og køber friske fødevarer direkte fra lokale producenter – uden fordyrende mellemled. Det er gratis at blive medlem.
På madsamling.dk bestiller og betaler man for varerne online og henter dem en gang om ugen, hver torsdag fra kl. 17.00-19.00 hos Kongebryg på Kasernevej 21, hvor Madsamlingsværten arrangerer den fysiske opsamling, smagninger og måske en lille event.
Her får medlemmerne og de lokale fødevareproducenter sig en snak og udveksler ideer og madopskrifter med hinanden.
Alt i alt er det bare om at melde sig ind som medlem i Madsamling, så ordningen kan starte i Næstved.
Har du en gårdbutik, og er interesseret i at blive en del af konceptet eller måske har et spørgsmål, skal du blot sende en mail til Jesper Brinkløv som har mail: jesperbrinkloev@icloud.com
Link til madsamling: Madsamling på Facebook
Kommentarer