Lysfesten på Stadion fortsætter
Skrevet af: Søren Revsbæk
Da Socialdemokraterne og DF i Byrådet d. 30. maj besluttede at investere i nyt lys på Næstved Stadion, lød prisen 3,8 mio. kr.
Men, det holder ikke. Nu er prisen steget til 4,5 mio. kr., altså 700.000 kr. mere, end i maj måned. Det er næsten 20 % dyrere på tre måneder – for et lysanlæg, der slet ikke er brug for.
I 2. division er der nemlig krav om 500 lux fra lamperne. Det nuværende anlæg leverer 500 lux. Altså er alt i orden.
Derfor foreslog bl.a. Venstre på byrådsmødet i maj, at man udsatte nyt lysanlæg (og varme i græsbanen), til fodboldholdet igen rykker op i 1. division. For lige nu er hverken nyt lys eller varme et krav for at kunne spille fodbold.
Vi er i en tid, hvor flere skoler trænger til vedligehold. Hvor samme byrådsflertal nedprioriterer sikker skolevej (ved ikke at genopføre M-broen). Hvor der er behov på både børne- og handicapområdet.
Så er det efter min mening helt forkert at bruge penge på nyt lysanlæg (og varme i græsset) på Næstved Stadion. Det bliver kun mere grotesk nu, hvor det viser sig, at budgettet ikke holder.
Der må siges klar nej. Alternativt bør Lysanlægget i det mindste skydes til hjørnespark (for at bruge fodboldsprog), indtil klubben igen rykker op. Ellers begynder det ærligt talt at ligne en komedie af Holberg.
Søren Revsbæk
Havrevænget 2
4700 Næstved
Byrådsmedlem, Venstre.
Dette er et læserbrev indsendt af Søren Revsbæk. Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu.
Kommentarer