Lukning af Bandidosklubhus i Næstved forlænges
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har besluttet at forlænge forbuddet mod adgang til Bandidos’ klubhus i Næstved og Satudarahs klubhus i Maribo og forlænger samtidig visitationszonerne i hhv. Maribo, Sakskøbing og Nykøbing F.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi forlænger i dag forbuddet mod enhver adgang til adressen Ringstedgade 229A i Næstved med 14 dage. Det er et led i en fælles sjællandsk politiindsats i håndteringen af den verserende rockerkonflikt.
Baggrunden for lukningen af bandeklubhuset i Ringstedgade i Næstved er en igangværende konflikt på hele Sjælland og Lolland-Falster mellem de rivaliserende bandegrupperinger Bandidos og Satudarah.
Der har i de seneste 14 dage har været fire lokale banderelaterede hændelser, der bekræfter politiet i, at der stadig en verserende konflikt mellem grupperne. Derfor er der fortsat en betydelig risiko for at klubhuset i Ringstedgade kan blive udsat for angreb, og da klubhuset er placeret i et tæt bebygget område, opretholdes lukningen.
Det samme gør sig gældende mht. Satudarahs klubhus i Vestergade 36 i Maribo, som har været lukket siden 6. oktober. Lukningen er også her forlænget med yderligere 14 dage fra i dag.
Beslutningen om forbuddet er taget i medfør af lov om forbud mod ophold på bestemte ejendomme (”Rockerloven”).
Forlængelse af visitationszoner
Udover forlængelsen af lukningen af de nævnte klubhuse forlænges visitationszonerne i Maribo, Sakskøbing og Nykøbing for at forebygge eventuelle farlige situationer. Visitationszonen gælder begge steder fra fredag den 17. november til fredag den 1. december.
For den almindelige borger vil indførelse af visitationszone ikke have stor betydning. Inden for en visitationszone har politiet dog lov til at visitere folk uden på forhånd at have foretaget en sigtelse og uden at have en egentlig begrundet mistanke om, at den pågældende er i besiddelse af våben.
Kommentarer