Blangslev

Lokalrådet i Fladså umiddelbart positivt stemt over for solcellepark

 – Solenergi er fremtiden. Så umiddelbart er det en god idé at anlægge en solcellepark. Men foreløbig kender jeg kun til planerne fra avisen.

Det siger Varny Mattsson, formand for Lokalråd Fladså, til Sjællandske.

Det handler om Blangslev Solcellepark. Sjællandske skrev onsdag om European Energys planer om at etablere et kæmpe solfangeranlæg mellem Blangslev og Snesere. Anlægget vil fylde op mod 80 hektar, og når det er færdigt, kan det levere strøm til omkring 30.000 husstande.

– Som udgangspunkt er jeg tilhænger af solenergi, men jeg kender ikke meget til projektet. Vi har ikke drøftet sagen i lokalrådet, men det kommer vi helt sikkert til. Jeg ved ikke, hvad et solcelleanlæg vil betyde for vores område, siger Varny Matsson til avisen.

Solcellepark Blangslev skal anlægges syd for Sneserevej mod Fårup. Landejendommene Vadebrogård og Blangsbjerggård lægger jord til solcelleparken.

Næstved byråds Plan og Erhvervsudvalg har principgodkendt, at der arbejdes videre med projektet. Det betyder, at European Energy og Næstved Kommune går i gang med at udarbejde en lokalplan. Desuden skal der vedtages et tillæg til Kommuneplanen, hvis solcelleanlægget skal realiseres.

Der bliver også holdt et borgermøde.

Blangslevanlægget bliver blandt Danmarks største

Kommentarer