Lokale virksomheder tilbydes ideer fra kommunens skoleelever
Næstvedvirksomheder kan nu få værdifulde input fra kommunens folkeskoleelever. Det sker gennem Projekt Virksomhedsudfordringer, der sætter fokus på innovation og entreprenørskab i folkeskoler og på ungdomsuddannelser i Næstved Kommune.
I forbindelse med projektet kan lokale private og offentlige virksomheder stille en aktuel udfordring, som de ønsker, skoleelever skal udvikle løsninger på. Ved at lære at arbejde innovativt med aktuelle udfordringer bliver de unge godt klædt på til deres fremtidige uddannelses- og arbejdsliv.
Alle virksomheder og foreninger er velkomne til at være med. Deltagelse kræver blot, at man formulerer sin udfordring samt står til rådighed for et rammesættende besøg på virksomheden á max. 1,5 times varighed.
Udfordringerne offentliggøres og formidles til ungdomsuddannelser samt til alle folkeskolelærere i juni/august. Herefter melder klasserne eller holdene sig til med tre prioriterede udfordringer. Center for Dagtilbud og Skole matcher klasser og virksomheder, og i slutningen af august får hver klasse besked om, hvilken virksomhedsudfordring, de skal arbejde med.
Forløbet indledes med et rammesættende møde mellem virksomhed og klasse, hvor udfordringen uddybes. Herefter arbejder de deltagende klasser innovativt for at finde en eller flere løsninger på udfordringen. Kontakt med virksomheden i processen aftales individuelt.
Klassen eller holdet præsenterer sin bedste løsning i en finale, som finder sted fredag i uge 47 i Næstved. Eksterne dommere fra erhvervslivet og uddannelsessektoren bedømmer elevernes arbejde ud fra et givent bedømmelsesskema, og der kåres en 1. og en 2. plads i kategorierne folkeskole og ungdomsuddannelse. Der er præmie til både 1. og 2. plads i begge kategorier.
Kommentarer