Glumsø

Lokale foreninger i kamp mod affald

For tredje år i træk løfter Ren Natur sløret for udvalgte affaldsruter i Næstved Kommune, hvor lokale foreninger, mod sponsorat fra erhvervslivet, kan hjælpe med at samle affald i naturen.

Den 1. marts kan lokale foreninger igen tilmelde sig at samle affald mod sponsorater fra erhvervslivet, når tilmeldingen for dette års ruter fra Ren Natur bliver offentliggjort.
15 ruter fordelt i Næstved Kommune vil fra på søndag være åbne for tilmelding. Ruterne er udvalgt af Næstved Kommune i samarbejde med bl.a. lokalråd og gennem forslag fra kommunens Facebook, hvor borgerne har kunne komme med forslag til steder i kommunen, hvor der ofte ligger affald.

Lokalt samarbejde

Ren Natur, som er en del af Hold Danmark Rent, har til formål at skabe fokus på henkastet affald, styrke sammenholdet lokalt og skabe glæde ved naturen.
Sidste år blev der gennem Ren Natur gået ikke mindre end 335 ruter, hvorfra der blev fjernet hele 23 tons affald fra naturen af næsten 6000 frivillige. 15 af disse ruter var i Næstved Kommune, og affaldschef Søren Nielsen håber at kunne gentage det flotte resultatet fra sidste år:

– Resultatet fra sidste års ruter overgår simpelthen min vildeste fantasi, og det viser bare, hvor meget der kan ske, når lokale foreninger støtter op om et projekt som dette. Jeg glæder mig til at se, hvad dette års ruter bringer, og forhåbentlig bliver der fjernet lige så meget affald fra naturen igen i år, siger Søren Nielsen.
Der skal på dette års ruter blandt andet samles affald i Fuglebjerg, Holme-Olstrup, Toksværd, Gelsted, Herlufmagle, Lov, Fensmark, Mogenstrup og i Næstved ved f.eks. Kanalvej, Dyreskuepladsen, Karrebækvej, Herlufsholm og Ydernæs.

3.000 kr. pr. rute

Ren Natur har forskellige krav til planlægning af ruter, bl.a. skal de ligge på offentlige arealer, og være steder, hvor alle kan færdes. Affaldet der indsamles undervejs fra turen, stilles på et aftalt sted, hvorefter Næstved Kommunes Park og Vej henter det.

Ren Natur udvælger foreningerne, og Næstved Kommune hjælper med at tilrettelægge ruterne med input fra lokalråd og inspiration fra Facebook, samt assisterer med praktiske ting i forbindelse med projektet.

Hver gennemført rute medfører et sponsorat fra erhvervslivet til foreningerne på 3000 kr., som kan bruges til aktiviteter, der styrker foreningen. Sidste år deltog bl.a. KFUM spejderne, Næstved Ny Fotoklub, Holmegaard Glasværks Boldklub og Næstved Kulturforening.

Foreningerne kan via Ren Naturs hjemmeside www.rennatur.org tilmelde sig, hvis de ønsker at gå en rute. Når fristen for tilmelding er overstået, fordeler Ren Natur ruterne. Dette sker i starten af april, og fra slutningen af april og frem til efterårsferien, kan der samles affald på de 15 ruter.

Kontakt

Center for Kultur og Borgerservice

Telefon: 5588 3020

Kommentarer