Lokal håndværksvirksomhed tager uddannelsesansvar
En undersøgelse fra SMV Danmark peger på, at virksomheder med under 100 ansatte står for knap 70 procent af det samlede antal lærlinge i landet. Små og mellemstore virksomheder tager dermed et stort lærlingeansvar, hvilket de kan nikke genkendende til hos den lokale håndværksvirksomhed Jørn Johansen A/S.
– Som ansvarsbevidst virksomhed tager vi hos Jørn Johansen A/S vores del af det samfundsmæssige ansvar. Vi bærer vores del af ansvaret for, at der i fremtiden er fagligt uddannet arbejdskraft inden for maler-, murer- og tømrerfaget. Derfor har vi løbende lærlinge under uddannelse. Vi ser det som en værdifuld konstellation når en lærling får ”sidemandsoplæring” af en erfaren svend. Det giver en fantastisk dynamik for hele virksomheden” udtaler adm. dir. Jørn Johansen.
Som nævnt står virksomheder med under 100 ansatte for knap 70 pct. af det samlede antal lærlinge, selvom de kun beskæftiger 56 pct. af de fuldtidsansatte. Derimod har virksomheder med over 250 ansatte 2,0 lærlinge pr. 100 ansatte.
– Vi er stolte af, at vi som lokal håndværksvirksomhed er med til at knække denne kurve. På nuværende tidspunkt har Jørn Johansen A/S flere lærlinge ansat ud fra uddannelsestypen EUD.
EUD står for Erhvervsuddannelse, og det er en type uddannelse, der fokuserer på erhvervsrettede færdigheder og viden. EUD-uddannelsen er primært rettet mod unge, der ønsker at blive faglærte inden for f.eks. maler, murer eller tømrerfaget. Det er en praktisk orienteret uddannelse, hvor eleverne får både teoretisk undervisning og praktisk træning i virksomheder. Uddannelsen varierer i længde afhængigt af erhvervsuddannelsen og kan typisk tage mellem 2 og 4 år at gennemføre.
Casper Rasmussen er i gang med en EUD, og er tømrerlærling hos Jørn Johansen A/S.
– Jeg har valgt denne type uddannelse da jeg vidste, at jeg ville være tømrer eller murer. Uddannelsen giver mig en sikkerhed, da jeg har noget at falde tilbage på eller bygge videre på. Hvem ved om man en dag drømmer om at videreuddanne sig til f.eks. arkitekt eller bygningskonstruktør? Jeg er glad for, at jeg valgte denne uddannelse, og ser frem til august 2024, hvor jeg bliver færdigudlært tømrersvend, forklarer Casper.
Også Tobias Leonhard er i gang med en EUD og er ansat som tømrerlærling i virksomheden.
– Jeg er glad for den rummelighed og fleksibilitet, som jeg har oplevet hos Jørn Johansen A/S. Jeg har været langtidssygemeldt over to omgange med henholdsvis en brækket finger og et brækket ben senere på året. Dette har medført, at mit uddannelsesforløb er blevet udskudt. Her har Jørn Johansen A/S og EUC været enormt støttende og fleksible ift. at tilpasse mit uddannelsesforløb. Min svendeprøve er blevet udskudt i et halvt år, og jeg ser frem til marts 2026, hvor jeg kan kalde mig for tømrersvend.
I Næstved kan man tage en EUD på EUC Sjælland, som har et mangeårigt tæt samarbejde med Jørn Johansen A/S. Til dette udtaler uddannelsessekretær Lotte Andersen fra EUC Sjælland:
– Vi har efterhånden haft et mangeårigt godt samarbejde. Vi har både elever inden for maler- murer- og tømrerfaget, som er blevet uddannet hos Jørn Johansen A/S. Vi har altid haft en god dialog sammen, hvilket betyder meget for os. Både os ansatte hos EUC samt eleverne er meget tilfredse med samarbejdet, og det gør Jørn Johansen A/S til en attraktiv samarbejdspartner.
Jørn Johansen ser en god synergi i at have lærlinge ansat:
– Vi håber at flere virksomheder, vil have fokus på deres uddannelsesansvar, da vi kun kan anbefale at have lærlinge ansat. Det modner alle ansatte i virksomheden at tage ansvar og sammen udvikle hinanden. Senest i juni måned er to malerlærlinge blevet færdigudlærte malersvende hos Jørn Johansen A/S. Det er vi alle både glade og stolte af. Sammen har vi alle det samme mål – at skabe værdi for vores kunder, slutter Jørn Johansen.
*Kilde: SMV Danmark.
Kommentarer