Det Sker

Løb med, når Næstved er værtsby for TV2 ØST Løbet 2025

Søndag den 4. maj 2025 bliver TV2 ØST Løbet afholdt for 15. gang og i år lægger Næstved brosten og asfalt til de mange motionsløbere.

Hvert år, den første søndag i maj, samles gå- og løbeglade motionister fra hele Sjælland for at deltage i TV2 ØST Løbet, og i 2025 er ingen undtagelse. Her er det atter Næstved, der byder velkommen og danner en festlig ramme omkring det at være aktive sammen.

Tilmeldingen er åben, og vil du sikre dig en plads på startlisten kan du tilmelde dig via dette link.

– Vi har i Næstved Kommune mange gode løbe- og stiforbindelser i smukke omgivelser, for eksempel de fantastiske områder langs Susåen i bymidten, siger borgmester Carsten Rasmussen, og tilføjer:

– Vi har et stærkt foreningsliv med mange aktive idrætsforeninger. Og et event som TV2 ØST Løbet understreger, at der hele tiden sker noget i Næstved.  Jeg byder også alle udenbys gæster velkommen til byen, og håber de vil få øjnene op for alle de muligheder, som vi har i Næstved Kommune.

TV2 ØST Løbet er et motionsløb for alle – både store og små, trænede og nybegyndere. Og vil eller kan man ikke løbe, så er der også mulighed for at gå ruterne. Deltagere vil kunne vælge mellem løbedistancerne 2 km, 5 km, 10 km og halvmaraton på 21 km. Vil man hellere gå, er det muligt på 2 km, 5 km og 10 km.

Kommentarer