Livshistorier fortælles på Glumsø Bibliotek
Torsdag den 11. januar fra kl. 13.00-15.00 fortsætter skrivegruppen i livshistorie på Glumsø Bibliotek. Der et begrænset antal pladser til de skrivelystne.
Skrivegruppen i livshistorie på Glumsø Bibliotek har været i gang i 1½ år. Og det er der kommet mange gode skriverier ud af. Er du i gang med at skrive? Måske har du nogle skriverier liggende i skuffen og har lyst til at komme videre sammen med andre skrivelystne? Så er du velkommen. Vigtigst er, at du har skrevet før. Der er et begrænset antal pladser.
– I foråret arbejdes videre med forskellige temaer/emner, som frit kan udvælges og beskrives inden for barndom, ungdom, voksenliv og alderdom (nutiden). Deltagerne skal bl.a. se på billeder og ting fra “gamle” dage samt høre musik for at få gang i minderne. Deltagerne skriver fra gang til gang og læser højt for hinanden, når vi mødes, fortæller bibliotekar Vibeke Sølling, som også selv deltager i skriverierne.
Det kan være en fantastisk oplevelse at dykke ned i erindringerne og komme i gang med skriveriet. Og det kan ende med at blive en smuk gave til børn, børnebørn eller måske til dig selv. Vibeke Sølling står bag udgivelsen af bogen, Livets fortællinger – blade fra 14 helt almindelige menneskers liv(2013), som indeholder uddrag fra de forskellige workshops i tiden 2011-2012.
Skrivegruppen er for alle, som har lyst til at tage fat på livshistorien sammen med andre og finde noget positivt frem. Det er en fordel at kunne bruge en computer samt have en mailadresse, da emner og temaer m.m. sendes via mail.
Det er gratis at deltage, men der betales 20 kr. for kaffe og kage hver gang.
Kommentarer