Kultur

Litterær skumringsvandring i Fruens Plantage

Kom med ud i den skumrende skov. Foto: Næstved Bibliotek og Borgerservice

Onsdag den 6. september kl. 19.00 til ca. 21.00 er der litterær skumrings- og stillevandring i Fruens Plantage. Undervejs vil der være oplæsning af forskellige tekster om naturen, som passer til stemningen. Vi slutter af med snak rundt om lejrbål ved naturbasen. Næstved Bibliotek og Borgerservice afholder arrangementet som en del af Naturens Uge (uge 36).

Skumringstimen betegner overgangen mellem dag og nat. Her på lysets yderste punkt inviteres du med på en litterær skumrings- og stillevandring. Det er en kortere vandring for alle, der er nysgerrige på at opleve naturen og måske sig selv på en ny og mere sanselig måde.
Kan du høre vinden suse i trækronerne? Mærker du trærødderne under din fodsåler, dufter du den fugtige skovbund, eller hører du gærdesmuttens snerrende kald? På vores vandring gennem skoven skal vi fordybe os i de sanseindtryk, som naturen giver os, når den skumrende skovs mørke og stilhed sænker sig over os. At være her og nu – måske skubbe hverdagens bekymringer i baggrunden for en stund. Naturen stiller ingen krav.

Litterære intermezzoer undervejs
Undervejs på vores vandring gennem skoven stopper vi op og lytter til uddrag af en række litterære tekster om naturen, der sætter vandringen i relief.

Snak og bålhygge i den skumrende skov
Derudover skal vi også afprøve en nem åndedrætsøvelse, der skal hjælpe os med at sænke pulsen, lindre anspændthed og hjælpe os til at åbne vores sanser. Vandreturen afsluttes omkring lejrbålet ved naturbasen i Fruens Plantage. Her er der tid til snak og hygge, mens vi taler om oplevelsen af den skumrende skov og får lidt varmt at drikke. Og måske kommer der en lille historie. Vi siger tak for i aften ca. kl. 21. Derefter går vi i samlet flok tilbage til parkeringspladsen.

Praktisk om vandringen. Vi mødes kl. 19.00 ved Fruens Plantage på parkeringspladsen ved Ny Præstøvej 304. Efter en varm velkomst og en kort introduktion, bevæger vi os sagte og i samlet flok ind i skovens mørkning. Vandringen er på ca. 2 km. Vi skal gå rundt på skovens stier, men også lidt op ad bakkerne. Husk passende tøj og fodtøj.

Alt foregår udendørs.

Deltagelse på turen er gratis, men der er tilmelding på www.naesbib.dk. Der er et begrænset antal pladser.

Fakta: Naturens Uge, som er uge 36, er Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådets årlige mærkedage for naturoplevelser. I Naturens Uge holder foreninger, kommuner, laug samt natur- og friluftsinteresserede arrangementer lokalt i hele Danmark.

Kommentarer