Næstved By

Leg med farver og udtryk

I februar udstiller Atle Armstrong i X-rummet på Næstved Bibliotek.

I februar måned udstiller den norske musiker og billedkunstner Atle Armstrong akrylmalerier og billeder med servietdecoupage i X-rummet på Næstved Bibliotek.

 

Servietdecoupage handler primært om at komponere billeder, næsten som en fotokollage, bare med en manuel teknik og baseret på motiver fra trykte servietter. – De rigtige servietter til et billede kan findes alle og ingen steder. Det er ikke til at sige, hvornår jeg finder netop den serviet, som skal bruges i mit næste billede, fortæller billedkunstneren Atle Armstrong, som altid har fokus og idéerne til det næste billede med sig.

Servietterne udfordrer
– At arbejde med servietdecoupage byder på en særlig udfordring, både teknisk og kunstnerisk. Og det giver en helt anden indfaldsvinkel til billedkunst end maleriet, fortæller Atle Armstrong, som har en cand.polit.grad fra Universitet i Oslo.

Den autodidakte og intuitive kunstner Atle Armstrong maler også med akryl. Og her får han inspiration dels fra den norske natur, og dels fra den rene glæde ved at lege med farver og udtryk.

Atle har bl.a. udstillet i Kulturhuset St.Croix i Fredrikstad, Galleri Enjoy Art i Næstved, og senest ved Café Pons i Lübeck. Derudover har han deltaget flere gange ved kunstmesserne Handi Art og Kunst Med Sjæl i regi af Næstved Kulturforening.

Udstillingen kan ses i bibliotekets åbningstid.

 

Kommentarer