Debat og politik

Lavere hastigheder i landsbyer og boligkvarterer

Af Rasmus Eliasen, Radikale

Kandidat KV 25, Næstved Kommune

Antallet af biler på vejene er steget. Det samme er størrelsen på mange biltyper. Det er mange steder utrygt og farligt at færdes som blød trafikant. Statistikken viser, at der cykles mindre, men at uheldstallene ikke falder for bløde trafikanter i samme grad.

Andre lande har for flere år siden indført lavere hastigheder i boligkvarterer og i byzoner. Helsinki med 700.000 indbyggere har netop haft et helt år uden dødsfald i trafikken. Det er ikke sket i nyere tid i Næstved Kommune med 85.000 indbyggere. I Helsinki har alle små veje i boligkvarterer 30-km-zone. I Næstved må man køre 50 km/t nærmest overalt.

Roligere trafik vil også gøre vores boligkvarterer og landsbyer rarere og trygge at bo i. Mange borgere angiver høj hastighed som det mest utryghedsskabende i deres kvarterer. Lad os derfor lave en ambitiøs hastighedsplan for hele kommunen. Tallene taler et tydeligt sprog. Det er bare om at komme i gang.

Kommentarer