Lastbilkaravanen besøger Holsted Skole torsdag
Holsted: Vognmændenes lastbilkaravane besøger de mindste trafikanter på 12 skoler fordelt over hele landet, deriblandt Holsted Skole.
Torsdag den 8. september får Holsted skole besøg af Lastbilkaravanen, der er en kampagne om lastbiler og trafiksikkerhed. Den er lavet af ITD – Brancheorganisation for den danske vejgodstransport.
Lastbilkaravanen vokser år for år og i år får 100 folkeskoleklasser fordelt på 12 skoler i hele landet, besøg af Magda, politi og vognmænd.
– Vi har målrettet vores kampagne mod de mindste skolebørn, for vi ved, at de taler med deres forældre ved aftensmadsbordet, og på den måde når vi både ud til eleverne, lærerne og deres forældre, forklarer John V. Thomsen, der er direktør i ITD, og uddyber:
– Det er med til at give de mindste trafikanter gode vaner fra starten af.
ITD og Volvo har indgået et samarbejde om kampagnen, hvor Volvo er med på hele turen med deres børnevenlige multifarvestrålende lastbil. Volvo er en producent, der har sat sikkerheden i højsædet:
– Vi ved, at Volvo skaber meget sikre køretøjer, og derfor er jeg også rigtig glad for, at de er med i hele landet, takker ITD’s direktør.
Derudover er Cyklistforbundet også en vigtig spiller. Kampagnen kommer nemlig ud på skoler, der allerede er med i Cyklistforbundets børnekampagne, Alle Børn Cykler.
Lastbilkaravanen kører fra den 5. september til og med 19. september 2016 og besøger Frederiksberg, Hillerød, Gilleleje, Næstved, Holeby, Stenstrup, Odense, Middelfart, Hjørring, Tønder og Bjerringbro.
Foto: Ancotrans.dk
Kommentarer