Karrebæksminde

Lastbilchauffør påkørte ejendomsmægler med vilje

Karrebæksminde: En 50-årig lastbilchauffør fra Karrebæksminde blev i midten af april fundet skyldig ved Retten i Næstved for at påkøre en ejendomsmægler med vilje. Det ankede han, men er nu fundet skyldig i Østre Landsret.

Mandag den 21. november blev en 50-årig lastbilchauffør fra Karrebæksminde idømt 60 dages betinget fængsel med vilkår om 80 timers samfundstjeneste, da retten fandt ham skyldig i at påkøre ejendomsmægleren med vilje, skriver Sjællandske.

Lastbilchaufføren og ejendomsmægleren har kendskab til hinanden fra en handel tilbage i 2014, og i retten har de begge forklaret, at de har følt sig chikaneret af den anden part.

Chikaneringen kulminerede den 1. juli 2015, da lastbilchaufføren valgte at køre ind i ejendomsmægleren med sin lastbil, der i sin bil var på vej ud af sin indkørsel ved sit hjem i Næstelsø.

Lastbilchaufføren skulle angiveligt have kørt mellem 60 og 70 kilometer i timen, og ramte den forreste del af ejendomsmæglerens bil, som blev slynget flere meter til siden. Lastbilen fortsatte ind på ejendommen, indtil den blev standset af et birketræ.

Han blev fundet skyldig i at bringe andre liv eller førlighed i fare ved Retten i Næstved, men det valgte han at anke, og derfor var sagen mandag den 21. november for Østre Landsret, som ligeledes fandt ham skyldig. Dog blev de 60 dages ubetinget fængsel ændret til 60 dages betinget fængsel, da han ikke tidligere er straffet, dog med vilkår om 80 timers samfundstjeneste.

Kommentarer