Magaxin

Langtidsprognosen siger sol sol sol

Det knastørre og solrige vejr har bidt sig fast, og i næste uge tager temperaturen ovenikøbet et nøk opad, så vi måske lokalt i Vestjylland midt på ugen kan opleve en decideret hedebølge, hvor temperaturen når over de 28 grader tre dage i træk. På sigt er der også små tegn på en anelse mere ustadigt vejr – allerede fra næste weekend og i uge 25 frem mod sankthans. Det vil i så fald medføre byger og knap så varmt vejr. Pusterummet holder næppe mere end en uge eller to og vil på landsplan kun give en smule nedbør; omend med store variationer. Først i juli ser det overvejende tørre og varme vejr ud til at vende tilbage.

Uge 24 (12/6 – 18/6)
Et omfattende højtryksområde fra Norskehavet til Rusland sender tør og varm luft ind over os fra øst og sikrer solrigt vejr de fleste dage. I et lille land som Danmark omgivet af hav, vil det medføre ret store temperaturforskelle hen over landet – varmest længst mod vest, mens det langs østvendte kyster bliver lidt mere svalt.

Uge 25 (19/6 – 25/6)
Der vil fortsat ligge et større højtryksområde fra Nordatlanten til Mellemskandinavien, der giver os overvejende tørt og solrigt vejr. Det udelukker ikke, at kortvarige intermezzoer med lidt mere ustabilt vejr kan komme på banen. Når det sker, vil det oftere hænge sammen med, at luftmassen i sig selv bliver ustabil, fremfor at deciderede fronter med mere udbredt nedbør gør sig gældende. Højtrykket ventes derfor fortsat at være den dominerende spiller på banen med tørt og solrigt vejr, mens de kortere ustabile indslag med lidt flere skyer og mulighed for byger ikke ventes at spille nogen større rolle. Hvordan selve sankthans vejret bliver, er det endnu ikke muligt præcist at sige. Dog taler meget for at ildrøde brandfare-indeks mange steder i landet kan give forhindre tilladelse til at futte bålet af, medmindre forbipasserende byger har opblødt tørkeindekset en smule.

Uge 26 (26/6 – 2/7)
Der er ikke nævneværdige forskelle på vejret i denne uge, hvor vi går fra midsommerugen ind i den første uge af juli. Højtryksområdet nord for os ser kun af og til ud til kortvarigt at levne spillerum for lidt mere ustabilt vejr, hvor svage lavtryk eller fronter kan give spredte byger. Hovedindtrykket er fortsat masser af plads til solen og kun enkelte dage med flere skyer og en beskeden mulighed for byger.

Oversigt for perioden 3/7 – 16/7
Som vanligt er prognoserne mere usikre på denne tidshorisont, men flere modeller peger på at højtrykket i nord fortsat vil give mange dage med tørt, stabilt og varmt vejr med mange solskinstimer. Dog vil det af og til give plads til lavtryk sydfra, og den type af vejrsituation har potentiale for lidt større og kraftigere regn- eller bygerområder.

Samlet set ventes temperaturen at ligge en del over det normale. Nedbørsmængderne ser fortsat ud til at en del under det normale; men med potentiale for lokalt en del mere, hvis et større lavtryksområde kommer forbi.

Af langtidsmeteorolog Steen Hermansen DMI

Bemærk: Den normale temperatur og nedbør, der refereres til i prognoserne, er niveauet for de seneste 30 år (se klimanormal for 1991-2020).

Endvidere skal det siges at når der omtales byger i ovenstående udsigt, er det på denne årstid underforstået at de kan være kraftige og lokalt kan medføre skybrud. Samtidig kan der lokalt komme en del mere nedbør, i tilfælde af kraftigere byger.

Kommentarer