Landsdækkende hedebølge er over os
En bagende varm weekend er over os, i går nåede landets højeste temp. lokalt op på 32 grader.
I dag får vi udbredt op mellem 27 og 32 grader, lokalt måske lidt varmere. Samtidigt vil der ikke være særligt meget vind, så varmen kommer til at føles ekstra slem. Derfor har vi fortsat et varsel om hedebølge ude for en stor del af landet. Selvom der kan være lidt usikkerhed i weekendends temperatur, kommer Danmarks varmerekord ikke i fare, den er nemlig på sveddryppende 36,4 grader.
Vindretningen afgører hvor det bliver varmest, og grundet vores kølige juli er vandet omkring os nemlig kun ca. 17 til 21 grader. Det ville kunne mærkes hvis man bor ved en kyst med pålandsvind, men man skal ikke særligt langt ind i landet førend effekten af det kølige havvand fortyndes og forsvinder. Vinden kommer i dag fra en skiftende retning, og derfor er det svært at pege på en landsdel hvor det bliver varmest.
I morgen søndag, vil vinden primært komme fra nord og nordvest, og det vil i den aller nordvestligste del af Danmark holde søndagens højeste temperatur nede på mere behagelige 18 til 25 grader. I resten af landet forventes der igen udbredt 27 til 32 graders varme, og lokalt måske lidt varmere.
Næste uge ser også ud til at fortsætte i et varmt spor, men broden tages dog af den værste varme.
Vi forventer typisk at temperaturen når op mellem 23 og 28-29 grader.
Fra torsdag er vejrudviklingen dog noget usikker, nogle prognoser indikerer at en koldfront med regn og byger måske kan nærme sig vestfra, mens andre holder fast i det varme og tørre vejr.
Kilde: Meteorolog Jesper Eriksen, DMI.
Kommentarer