Skrevet af: Iben Krog

Af Iben Krog, folketingskandidat i Sjællands Storkreds for Venstre

”Ukraine er for fødevarer, hvad Saudi Arabien var for olie” Sådan skrev Kasper Fogh Hansen, bestyrelsesformand i Madens Folkemøde, i Altinget d. 7/3-22. Ukraine er et land med verdens rigeste landbrugsjord – mere end 41 millioner hektar landbrug. I Ukraine findes 25 procent af verdens ressourcer af muldjord, og Rusland er som bekendt verdens største eksportør af hvede.

Krigen i Ukraine har ikke kun betydning for fremtidens forsvarspolitik. Den har også betydning for fremtidens fødevarepolitik, hvor politikere i hele EU ikke længere kun har fokus på bæredygtighed. Nu er fokus også på forsyningssikkerhed – og det med rette. Aldrig har dansk landbrug og fødevareproduktion været mere vigtig, for vi står midt i en situation, der kunne ende i en europæisk fødevarekrise. Det kan dansk landbrug forhindre ved at producere mad til verden, og det bør vi politikere give bedst mulige rammer for.

Danmark er ligesom Ukraine et landbrugsland. Det kan både ses og mærkes. Landbruget dækker over omkring 61 pct. af vores areal. Landbruget står for en tredjedel af vores CO2-udledning. Og det lugter at producere grise. Men lad os slå en vigtig ting fast: Landbruget skaber ikke kun problemer, landbruget skaber mad og værdi. Omkring 70 pct. af alt som vi producerer, bliver eksporteret. Det skyldes, at vi producerer noget, der er noget værd for andre mennesker. Og vi gør det på den mest bæredygtige måde.

Alligevel kritiserer mange landbruget. De vil starter forfra. Brænde det hele ned og starte fra bunden. Men jeg har en trist nyhed til alle, som går med disse drømmetanker: Der findes nemlig intet godt quick-fix. Hvis vi skal skabe bæredygtighed, så bliver det et langt, sejt træk. Landmanden er nøglen til at realisere bæredygtighed. Men landmanden og fødevareproduktionen er også nøglen til at sikre os forsyningssikkerhed og frihed fra at være afhængige af autokratiske styrer som Rusland og Kina for at få mad på bordet.

Jeg tror ikke på, at vi bare bør regulere os ud af alting. Det har lange udsigter at ekskludere kød fra indkøbslisten og at skifte flæskestegen ud med tofu. Vores kødindtag er uomtvisteligt højt – og også for højt. Men diskussionen bør være: Hvordan omfavner vi på samme tid vores (kød)kultur, behov og den grønne omstilling bedst muligt?

CO2 kender ikke landegrænser og eftersom hovedparten af vores landbrugsvarer ikke konsumeres i landet, så burde man overveje at droppe at hæfte landbruget så meget for vores nationale udledning. I stedet bør man se på den massive gevinst det har, at Danmark producerer landbrugsvarer fremfor, at det sker i Kina.

Vi har den unikke mulighed, at vi lokalt kan påvirke produktionen globalt, eftersom den foregår i vores baghave. Vendte vi køber-sælger forholdet på hovedet, og skulle indkøbe fra Kina – ja, så kunne vi skrige nok så meget på lavere CO2 reduktioner og dyrevelfærd, men vi ville få nøjagtigt lige så meget ud af det, som når vi nævner demokrati og menneskerettigheder i Hong Kong.

Ingen landmænd producerer hverken korn eller ko blot for at smide det ud igen eller for at tabe penge på det. At priserne i øjeblikket er punkteret på grisekød, kommer af en global overproduktion, som er sket efter et pludselig fald i efterspørgslen, hvilket automatisk skaber et stort fald af prisen. Det vil dog snart stabilisere sig selv igen – sådan fungerer markedet, hvilket højest sandsynligt også vil betyde, at nogle landmænd må dreje nøglen om.

Flere af EU-medlemslande leger af samme grund også nu med tanken om at redde grisebønderne fra bankerot. Det er en rædderlig idé – landbruget skal producere fødevarer til en efterspørgsel, hvor EU ikke skal finansiere en overproduktion. De behøver i det hele taget slet ikke finansiere landbruget i Europa, hvilket jeg egentlig tror partier på tværs af hele det danske, politiske spektrum er enige i.

Mange røde bæredygtighedsentusiaster overvejer at finansiere opkøb af flere landbrugsarealer enten via landbrugsstøtten eller gøre det via pensionskasser. Men efter ”mink-miseren”, har vi forhåbentlig set nok ekspropriering de næste par hundrede år. Og hvorfor være så meget imod dansk landbrug, at man vil have staten til at lave opkøb? Politikerne bør sætte ambitiøse bæredygtighedsrammer, men det giver mig kuldegysninger, at staten Danmark skal til at eje endnu mere af vores lille land. I forhold til pensionskassers opkøb af landbrugsjord, så står det dem jo frit for, men jeg tror næppe, at en pensionskasse skulle være bedre til at eje og forvalte en hektar jord end en dansk landmand eller virksomhed? Lad mennesker eje noget, sikre den private ejendomsret og så skal erhvervet nok leve op til de politisk fastsatte bæredygtighedskrav. Vi er allerede i dag et lille overreguleret land.

Vi lever i en ny tid. Forsyningssikkerhed er lige så vigtigt som bæredygtighed, og danske landmænd og fødevareproducenter er ikke kun vores nøgle til bæredygtighed. I er vores nøgle til tryghed og fred. Det fortjener gode og stabile politiske rammer. Og vi bør alle være stolte over at bo i et landbrugsland, der producerer mad til verden

Dette er et læserbrev indsendt af Iben Krog. Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu.