Landbruget svigter den grønne dagsorden
Landbrugspakken fra december 2015 fjernede en stor mængde regulering, der skulle beskytte naturen. Samtidig fik landbruget lov til at øge udledningen af kvælstof med 5.000 tons fra 2017, hvilket var ca. 10 pct. mere end forbruget i 2015.
Skrevet af John Wennerwald, Regions- og byrådsmedlem for Socialdemokratiet
I samme aftale lovede landbruget, at de ad frivillighedens vej selv ville reducere deres udledning med 1.451 ton inden udgangen af 2018.
Nu viser Miljø- og Fødevareministeriets tal for 2018, at landbruget kun har reduceret udledningen med 12 ton.
Problemerne for landbruget stopper ikke her, for i 2015 lovede de ikke kun at begrænse kvælstofudledningen med 1.451 ton, men med 2.907 ton frem til og med 2021.
Formanden for landmændenes brancheorganisation Landbrug og Fødevarer, Martin Merrild har allerede nu udtalt, at det er tvivlsomt om de når målet i 2021.
Vi ved alle, at forbruget af gødning og gylle i dansk landbrug skader naturen. Forbruget er årsag til opblomstring af alger, dårlig sigtbarhed i vandet, dårlig udbredelse af bundplanter og i værste tilfælde også fiskedød og iltsvind.
Med sådan et uacceptabelt resultat af en frivillig aftale, stiller landbruget sig desværre rigtig dårligt i forhold til at indgå nye frivillige aftaler.
Kommentarer