Samfund

Læselyst, leg og lytteby – nyt børnebibliotek er på vej i Næstved

Læsehuler, lyttehuler og bløde højtlæsningsmøbler skaber rum til fordybelse i Næstveds kommede børnebibliotek. Visualisering: NOAA Arkitekter.

Den 3. oktober slår Næstved Bibliotek dørene op til et helt nyt børnebibliotek, der skal vække læselyst gennem leg, sansning og fordybelse.

Næstveds børnefamilier kan godt begynde at glæde sig. På Kulturnatten den 3. oktober åbner et nyt børnebibliotek på Næstved Bibliotek.

De 0 til 3-årige får et nyt sanseområde, mens de 9 til 12-årige får et særligt tween-område designet i tæt samarbejde med børnene selv. Der er forskellige zoner for de 4 til 8-årige: Et babelstårn, en amfi-trappe, scene og dukketeater skaber for eksempel rum til leg og fantasi. Hyggelige læsehuler inviterer til fordybelse og rolige læsestunder. Der er også plads til kreativitet i det nye workshop-område – og så er der selvfølgelig madpakkeborde, når sulten melder sig.

Plads til alle

Biblioteks- og Borgerservicechef Karen Delfs glæder sig over, at Næstveds børn nu kan blive endnu mere inspireret til læsning:

– Børnebibliotekets vigtigste opgave er at vække læselysten hos vores yngste borgere. Alle undersøgelser peger nemlig på, at børn, der læser godt, får en bedre uddannelse og klarer sig bedre i livet. Det nye børnebibliotek stimulerer krop og fantasi og fremmer glæden ved bøger, fortæller Karen Delfs, som understreger, at tilgængelighed har været et vigtigt nøgleord.

– Vi har et særligt fokus på, at alle børn skal føle sig trygge og inkluderet, uanset fysiske eller psykiske udfordringer. Hos os skal der være plads til alle, fastslår hun.

Bibliotekets tre børnekulturformidlerne, Sanne Mejse Ystrøm, Anne Hauge Madsen og Sille Gisselmann Andersen, glæder sig også til åbning af det nye børnebibliotek:

– Vi har skabt et sted med plads til fordybelse og leg for både de helt små og de store, siger Anne, og Sanne supplerer:

– Jeg håber især, at endnu flere barslende forældre får lyst til at komme og læse med deres babyer.

– Og så er det fantastisk, at børnene selv har været med til at præge indretningen, tilføjer Sille.

Inden det nye børnebibliotek bliver til virkelighed, har biblioteket inddraget børn, forældre, Handicaprådet og lokale daginstitutioner, så det nye børnebibliotek afspejler deres behov og ønsker. Illustration: NOAA Arkitekter.

Fordybelse, sansning og motorik

Det er NOAA Arkitekter, der har tegnet det kommende børnebibliotek. De har erfaring med indretning af en lang række biblioteker.

Arkitekt og partner hos NOAA Arkitekter Ole Smith fortæller, at Næstved børnebibliotek kendetegnes ved det store, lyse rum med plads til at udfolde sig som barn.

– Vores mål er at optimere rummet ved at inddele det i inspirerende zoner. Vi ønsker, at omgivelserne skal give børn læselyst gennem leg, sansning og motorik. Samtidig bliver der mulighed for fordybelse i de mange nye læsehuler, lyttehuler og bløde højtlæsningsmøbler, siger han.

Rasmus Bregnhøis flotte værk på væggen får selvfølgelig lov til at blive i det nye børnebibliotek. Illustration: NOAA Arkitekter.

Arkitekter deltog i læsegrupper

For at blive klogere på børnenes behov har NOAA Arkitekter blandt andet deltaget i bibliotekets læsegruppe for de 9 til 12-årige, fortæller Ole Smith.

– Alle arkitektoniske elementer er skræddersyet til Næstved børnebibliotek ud fra samtaler med brugere, bibliotekarer og børn. Børnene har været med til at beskrive og dermed skabe de zoner, der snart bliver bygget, siger han.

Ole Smith fremhæver ’lyttebyen’ som et eksempel på en idé fra børnene selv. Her kan børnene sidde i små kuber og høre lydbøger – alene eller sammen med vennerne i nabokuberne og det særlige lyttetårn.

Tegningerne til det kommende børnebibliotek er færdige, og håndværkerne er allerede i gang med de første elementer på værkstedet. Fra august rykker håndværkerne ind i biblioteket, som altså kan invitere til stor åbning 3. oktober.

Biblioteks- og Borgerservicechef Karen Delfs glæder sig til, at tegningerne over det nye børnebibliotek bliver til virkelighed. Foto: Næstved Bibliotek.
De tre børnekulturformidlerne, Sanne Mejse Ystrøm, Anne Hauge Madsen og Sille Gisselmann Andersen, glæder sig til åbningen af det nye børnebibliotek. Foto: Næstved Bibliotek.

Kommentarer