Debat og politik

Lad os fokusere på mennesket i arbejdet med mennesker

Skrevet af: Dennis Ejsenhardt Paustian

Der findes en djævel i forklædning i det offentlige system, og dens fokus er ikke på mennesket, men derimod rettet imod statistik, kontrol og effektivisering.

Djævlens hænder er kolde og væbnet til tænderne med Excel ark, kontrolsystemer og systembokse – alt sammen KASSER, hvor ung som gammel død og pine skal passe ned i – hæl og tå klippes gerne, bare det passer i sidste ende.

New public Management er det vi står med når forklædningen er pillet af. Den er skyldig i manges mistrivsel, stress og jag- særligt for dem der til dagligt arbejder med mennesker.

Alt for mange offentlige institutioner oplever en tilsidesættelse af fagligheden til fordel for regneark og statistikker, fordi der har fundet en djøfisering af arbejdet sted, hvor strategiske mål og krav om dokumentation bliver sat over alt andet.

Det er ingen hemmelighed at politikkerne i rigtig mange år har forsøgt at gøre den offentlige forvaltning mere smidig, effektiv og billig, samtidigt med at den skal løse de samme opgaver.
Det vi ser i dag er en offentlig administration, som er blevet meget dyrere og vores kernevelfærd er blevet væsentligt forringet.

Vi bruger flere og flere penge på at løse vores kernevelfærdsopgaver, men det er de kolde hænder der er blevet flere af. Det betyder i alt sin enkelthed at børn, unge, syge, ledige og ældre ikke får den service som de burde have krav på.

Jeg hørte på et vælgermøde i Holmegaard hallen, en ansat i hjemmeplejen forsøge at råbe vagt i gevær. Jeg oplevede ikke, at der blev hørt det der egentligt blev efterlyst og det endte ud i løfter om blandt andet flere penge.

Jeg kan love jer for at når I taler, så LYTTER JEG!

Vi skal tage magten tilbage fra denne djævel og vi skal koncentrere os om mennesket igen.
Ældreplejen skal have mulighed for at tilpasse sig borgerne og de behov der er; mennesker passer bare ikke i kasser, vi er forskellige og det skal vi fa…. have lov til at være! Det faglærte personale er veluddannede ildsjæle med en kæmpe ekspertise på deres felt og den skal de have lov til at bruge. Kort sagt: Det skal være SLUT med at hænge i en klokkestreng og vi skal have arbejdsglæden tilbage!

Hvis I viser mig jeres tillid med en stemme til det kommende valg, så kan jeg love jer for, at jeg vil slibe øksen og forsøge at få gjort kål på denne djævel.

Med venlig hilsen

Dennis Ejsenhardt Paustian
Den nye valgplakatløse Venstre kandidat
Holmegaard, Fensmark

Dette er et læserbrev indsendt af Dennis Ejsenhardt Paustian. Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer