La Boutique lukker efter 52 år
Hanne Cordes, indehaver af La Boutique i Torvestræde lukker sin forretning efter 52 år.
Beslutningen er taget, og en æra i Torvestræde 3 er forbi. Hanne Cordes lukker sin butik efter 52 år.
Forretningen er kendt og værdsat af en stor, trofast og solid kundekreds fra hele Sydsjælland, som især lægger vægt på den dygtige og professionelle betjening, de har fået af Hanne og hendes medarbejdere.
– Jeg vil meget gerne starte med at sige 1000 TAK til alle mine trofaste kunder, som har fulgt mig og La Boutique gennem alle årene, siger Hanne Cordes.
Schous Sæbehus i Torvestræde blev lavet om til La Boutique i 1963.
Hanne, som blev ansat hos Fru Hansen i 1968, overtog selv butikken den 7. maj 1975. Det har været til glæde for flere generationer som har handlet i den lille oase af parfume og makeup i Torvestræde.
Det er ikke kun Hanne som Næstved skal tage afsked med. Mona Hansen som har været ansat siden 1975 går også på pension, og Tove Sørensen, som immervæk er fyldt de 75 år, trækker sig også tilbage til sit otium – en beslutning hun har udskudt op til flere gange.
Det er ikke uden vemod, at Hanne Cordes nu skal vænne sig til en hverdag uden alle sine kunder – og hverdagen i La Boutique.
– Ingen må være i tvivl om, at jeg kommer til at savne jer allesammen. Jeg har så mange skønne minder med i bagagen fra alle årene i butikken. Tak for den store opbakning, afslutter Hanne.
La Boutique sælger nu ud af varelageret, og der er mange gode tilbud frem til den endelige lukning sidst i marts – eller så længe der er varer på glashylderne.
Lidt historie:
I 1920’erne var Schous Sæbehuse landets absolut største butikskæde. Med hele 846 filialer på landsplan allerede i 1927, har dens udbredelse været ganske imponerende. Til sammenligning havde eksempelvis Matas-kæden i 2014 ”kun” 294 butikker i Danmark.C. Schous Fabriker
Schous Sæbehuse blev etableret som udsalgssteder for C. Schous Fabriker, der lå i København.
Fabrikkerne producerede i 1920’erne hovedsageligt sæbe- og parfumerivarer til den personlige pleje samt rengøringsmidler til husholdningen. Der blev eksempelvis forhandlet et stort udvalg af håndsæber og sæbespåner, natursvampe, parfumer af forskellige mærker, smykker og hårpynt. Fra 1930’erne og fremefter blev sortimentet udvidet til også at omfatte bl.a. keramik, trikotage, legetøj, lædervarer, papirvarer og smykkerFra Stoholm ved Viborg.
Kommentarer