Næstved By

Kvindelige ledere tjener 13 procent mindre end deres mandlige kolleger

Ledernes nye lønstatistik viser, at de kvindelige medlemmer i den private sektor i gennemsnit tjener 13,3 procent mindre end mændene. Halvdelen af forskellen kan dog forklares med forskelle i blandt andet branche, uddannelse og anciennitet. Lederne mener, at barselsreglerne skal ændres for at fremme kvinders løn- og karriereudvikling. Og det er meget glædeligt, at DI nu også støtter mere orlov til mænd.

I september 2019 tjente en gennemsnitlig mandlig leder 62.155 kroner, mens en kvindelig leder i gennemsnit måtte ”nøjes” med 53.868 kroner. Kvinderne tjente altså i gennemsnit 8.287 kroner – svarende til 13,3 procent – mindre end mændene.

Det viser Ledernes nye lønstatistik, som er foretaget af analysebureauet YouGov og omfatter næsten 11.000 privatansatte medlemmer. Lønforskellen er stort set på niveau med sidste år, hvor den var 13,0 procent. Og det ærgrer i den grad Nanna Simone Jensen, politisk konsulent i Lederne.

Vi må desværre konstatere, at de kvindelige lederes løn stadig halter et godt stykke efter mændenes. Det er ikke bare trist for kvinderne, men i høj grad også for dansk erhvervsliv og det danske samfund. I et lille land som Danmark er det helt afgørende, at vi udnytter talentmassen så godt som overhovedet muligt. Og derfor er det vigtigt, at vi får sat skub i kvindernes løn- og karriereudvikling, siger Nanna Simone Jensen.

Når man dykker nærmere ned i tallene, kan cirka halvdelen af lønforskellen mellem kvindelige og mandlige ledere forklares med forskelle i forhold til branche, uddannelse, ledelsesniveau- og anciennitet og virksomhedens placering. Men der er stadig en forskel på 6,7 procent tilbage, som ikke umiddelbart kan forklares. Den forskel ligger også på nogenlunde samme niveau, som den har gjort de seneste år.

Barselsorlov skal fordeles mere lige

Nanna Simone Jensen peger på to andre væsentlige faktorer, som det ikke er muligt at ”rense” for i disse tal, men som også kan forklare en del af lønforskellen. Det er dels, at mændene på alle lederniveauer har haft flere lederjobs end kvinder på samme niveau, og vi ved, at jobskifte i sig selv normalt giver et solidt lønhop. Og dels angiver mændene på alle niveauer også, at deres gennemsnitlige arbejdstid er højere, end kvinderne gør. Det kan naturligvis også smitte af på lønnen.

Hvis vi for alvor skal komme lønforskellen til livs, er det først og fremmest nødvendigt at gøre op med, at kvinder tager cirka 10 gange så meget barselsorlov som mænd. Den lange barsel gør ikke bare, at kvinderne er væk fra arbejdspladsen i en meget længere periode end mændene, men forskningen viser også, at kvinderne ændrer adfærd efter barselsorloven. For eksempel går de oftere ned i tid eller skifter branche og tager flere børns sygedage end mændene. Og det rammer kvinderne både på lønnen og karrieren, siger Nanna Simone Jensen, som derfor også glæder sig over meldingen fra Dansk Industri (DI) i dagens Berlingske, hvor landets største erhvervsorganisation som noget helt nyt støtter mere barselsorlov reserveret til mænd:

Det er virkelig stærkt, at DI nu også går med i bestræbelserne for at få ændret barselsreglerne, så vi får en mere ligelig fordeling af orloven mellem mænd og kvinder. Det er et helt afgørende skridt for at få flere kvindelige ledere.

Det er netop derfor, at Lederne har fremsat et konkret forslag om at ændre barselsreglerne, så de offentligt betalte barselsdagpenge under de 32 ugers forældreorlov deles ligeligt mellem forældrene. Det vil give et markant incitament til, at orloven vil blive langt mere ligeligt fordelt end i dag.

Lederne ser i øvrigt meget frem til den undersøgelse af årsagerne til lønforskellen mellem mænd og kvinder på hele arbejdsmarkedet, som forskningscentret VIVE skal gennemføre for Beskæftigelsesministeriet. Den forventes afsluttet i efteråret 2020.

Gennemsnitsløn for privatansatte ledere, september 2019

  • Kvinder 53.868
  • Mænd 62.155
  • Alle 59.865

Tallene er bruttolønninger inkl. pension.

Kilde: YouGov for Lederne. Undersøgelse blandt 10.997 privatansatte medlemmer af Lederne.

Kommentarer