Kvindelig hashandler fra Fuglebjerg stoppet på Holsted Allé
Onsdag var lige blevet til torsdag, da en patrulje torsdag klokken 0.40 standsede en bil på Holsted Allé i Næstved. En kraftig lugt af hash fik patruljen til at ransage bilen, og det førte til fund af både vægt, telefoner og en lille snes klumper hash.
Den 18-årige kvindelige passager i bilen – som er fra Fuglebjerg – blev sigtet efter lov om euforiserende stoffer, og det viste sig, at hun både havde tre plader hash og en større mængde kontanter på sig.
Føreren, der har adresse i Næstved, havde ikke noget hash på sig, men da han tydeligvis havde indtaget et eller andet, blev han sigtet for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer. De blev begge anholdt og taget med på politistationen i Næstved.
Kommentarer