Næstved By

Kurt Ravn blev fejret i Herlufsholm Kirke

Her overrækker Ulrik Dam Laursen, som har solgt Næstvedkalenderen i Næstved en stor check på 62.500 kroner til Svovlstikkerne. Foto: Boye Sørensen.

Mandag aften stod i julens tegn i Herlufsholm Kirke. Her strøede Kurt Ravn juledrys ud over de 450 fremmødte gæster, med sin fantastiske stemme.

Tilbage i 2018 fik eventansvarlig hos Svovlstikkerne Birgitte Grejsen Møs en aftale i stand med Kurt Ravn om, at fejre kunstnerens 25 års jubilæum i Næstved – hvilket var i 2020.

Men Covid-19 satte en stopper for alle planer, og Svovlstikkerne kunne ikke afholde den planlagte julekoncert. Koncerten blev til gengæld afholdt i aftes, med et brag af en kombineret jule og jubilæumskoncert i en stuvende fyldt Herlufsholm Kirke.

Det er nu på 6. år at Svovlstikkerne selv står for de meget populære julekoncerter.

– Det er altid en fornøjelse at arrangere Svovlstikkernes julekoncerter, fortæller Birgitte Grejsen Møs.

– De kunstnere der har været med, er alle blæst bagover, når de erfarer hvad vores “lille” forening får over disken, så at sige. Det har været trompetist Per Nielsen, sanger Ann-Mette Elten, sanger Jette Torp, og nu Kurt Ravn, som har gæstet Næstved to gange.

– Ved rigtig mange frivilliges hjælp og velvilje fra lokale virksomheder i Næstved, har vi formået at lave en helt enestående forening i Næstved Kommune. Andre personer fra andre kommuner har rettet henvendelse til Svovlstikkernes formand og stifter, Christian Dreist, da man gerne vil åbne en Svovlstikke-afdeling. Men foreningen har dybe rødder i Næstved, og det bliver ved det.

Ved koncerten mandag aften blev Svovlstikkerne overrasket med en stor check på 62.500.- af Ulrik Dam Laursen som har solgt Næstvedkalenderen i Næstved, og for 2. år i træk har han sponseret et beløb til Svovlstikkerne.

– Det er på grund af den hjertevarme vi, som Svovlstikker møder, og den store velvilje fra alle, at vi kan sikre julehjælp i Næstved. Og hvem gør ikke gerne det?  Vi gør det ikke for at få et tak retur, men vi vil gerne takke alle som ønsker at være en del af vores forening, afslutter Birgitte.

Ønsker du at blive medlem hos Svovlstikkerne finder du link HER

Se indslaget fra TV2 Øst om arrangementet med Kurt Ravn her:

Kommentarer