Kunsthåndværkergruppen Netmaskerne udstiller på Holmegaard Værk
Mellem gamle glasovne og rå beton har blød strik fundet vej til Holmegaard Værks Hytte 68 – en af glasværkets gamle industrihaller.
Søndag 6. september åbner udstillingen ”Art Deco i strik” på Holmegaard Værk. Kunsthåndværkergruppen Netmaskerne udstillede første gang i Næstved i 2017, og nu er de tilbage i anledning af gruppens 20-års jubilæum. Udstillingens tema er stilretningen art deco, der med sine geometriske former er velegnet til strik.
”Efter 20 år som gruppe har vi fortsat stor glæde ved at designe og fremvise vores strikkede værker,” siger Eva Folke, der etablerede gruppen i 2000. ”Strikkede tekstiler har fået en særlig opblomstring i det 21. århundrede overalt i verden, og vores art deco-inspirerede dragter vil stå godt til de rå omgivelser i Hytte 68 på Holmegaard Værk,” siger hun.
I udstillingen ”Art Deco i strik” kan man opleve historie og design gennem strikkede dragter, som Netmaskerne har skabt med inspiration fra art deco. Art deco kommer af fransk og er en forkortelse for ’art décoratif’, som betyder ’dekorativ kunst’. Art deco begyndte som kunsthåndværk i 1920’ernes Paris og kulminerede i 1950’ernes USA, hvor mange bygninger er inspireret af stilretningen. Art deco er kendt for sin farverigdom, elegante udtryk og geometriske figurer.
Udstillingen er udlånt til Holmegaard Værk fra Koldinghus og er censureret, hvilket betyder, at de udstillede modeller er blevet bedømt og udvalgt af en dommerkomité. Komitéens dommere består af strikdesignerne Hans Christian Madsen og Jytte Slente samt Koldinghus kulturarvschef Steen Rosenvinge Lundbye.
”Strik er både som kunsthåndværk og som hobby inde i en opgangstid. På det nye museum Holmegaard Værk vil vi vise design og kunsthåndværk i alle afskygninger. Det er derfor en fornøjelse at præsentere ”Art Deco i strik”, som er håndværksmæssigt imponerende og viser moderne strik med historisk inspiration,” siger Holmegaard Værks faglige leder, Mette Bielefeldt Bruun.
Følgende strikdesignere er repræsenteret på udstillingen:
Anne Bendixen
Cathrine Kahrs
Dorte Balisager
Else Lindgaard Jørgensen
Else Schjellerup
Elsebeth Houmand
Eva Folke
Geske Svensson
Hanne Petersen
Helene Jensen
Jette Toft Jepsen
Lis Fristed
Margit Meier Svendsen
Mette Albæk Christensen
Rikke Amilde Seehuus
Ritta Balleby
Susanne Larsen
Susanne Thomsen
Tove Møller Jensen
Vibeke Warthoe
Meget mere deco og strik
I forbindelse med udstillingen afholder Holmegaard Værk flere arrangementer, der belyser stilretningen art decos store indflydelse fra forskellige vinkler. 17. september kl. 19-20 kan man således bliv klædt på til et besøg i udstillingen med et oplæg om, hvordan ægyptisk ornamentik dukkede op i arkitektur og damemode, om designeren Coco Chanels banebrydende strikdesign og art deco-stilens inspiration fra datidens teknologiske landvindinger.
Desuden afholder Holmegaard Værk 24. september kl. 19-20 et foredrag om, hvorfor vi strikker. Hør fx om, hvordan håndarbejde påvirker både sjæl og legeme, hvordan strikket graffiti eller Yarn Bombing indtager det urbane rum, og hvorfor strik er så meget oppe i tiden.
Billetter købes på www.holmegaardvaerk.dk.
Fakta om udstillingen
Art Deco i strik, Holmegaard Værk, 6. september – 18. oktober 2020.
Adresse
Holmegaard Værk
Glasværksvej 55, Fensmark
4684 Holmegaard
Tlf.: + 4570701236
Åbningstider
Alle dage kl. 10-16. Torsdag kl. 10-20.
Om Netmaskerne
Kunsthåndværkergruppen Netmaskerne er en sammenslutning af danske strikdesignere – og to nordmænd. I 2020 har Netmaskerne jubilæum, og det er således 20 år siden, at en gruppe strikkeglade kvinder mødtes på “Nordisk Strikkesymposium” i Skals i juni 2000. Her fandt de sammen for at få videreudviklet kendskabet til maskinstrik. Samme år blev initiativet til det første kursus taget, og i dag består Netmaskerne af 70 personer. Website: www.netmaskerne.dk/
Kommentarer