Næstved By

Kunst med sjæl viser outsiderkunst

Næstved Kulturforening arrangerer for tredje gang en anderledes kunstmesse – “Kunst med Sjæl 2017” – med spændende og varieret outsiderkunst. Messen finder sted den 27. og 28. maj i Det Gamle Ridehus på Kulturcenter Grønnegades Kaserne, og der vises værker skabt af kunstnere fra Østdanmark samt af lokale kunstnere fra Næstved og omegn.

Bl.a. er Næstvedkunstneren Christine Louise Hansen på plakaten med værket ”Sing to me”

Kunstmessen er den eneste af sin art i Danmark. De besøgende vil blive ledt ind i en verden, som måske ved første øjekast kan virke besynderlig, men som for kunstnerne selv er en direkte invitation til at få et helt personligt glimt af deres sind og hverdag.

Glæden ved at fremvise denne type kunst kan være lige så stor som at betragte den, og for kunstnerne har publikums reaktion de forgangne år vakt begejstring.

Begrebet outsider-kunst hyldes, når udstillerne krænger deres inderste ud og viser deres værker frem for omverdenen, hudløst ærligt og forfriskende sårbart.

Fernisering finder sted lørdag 27/5 klokken 11:00–13.00. Ingelise Svendsen, næstformand i SIND – Landsforeningen for Psykisk Sundhed holder åbningstalen og klipper snoren. Kunstmessen er åben for publikum begge dage kl. 10.00 – 16.00.

Kommentarer