Kulturnatten i Næstved har haft vokseværk
Næstved: Man kan vælge mellem næsten 100 forskellige aktiviteter til kulturnatten i Næstved næste fredag.
Fredag den 7. oktober afholder Mærk Næstved Kulturnat i Næstved. Lige siden den første Kulturnat i 2011, har Kulturnatten haft vokseværk. Hvert år kommer nye aktiviteter til og andre holder en pause, men stadig er der næsten 100 forskellige aktiviteter til Kulturnatten.
Næstveds hundredårige historie og historiske steder er en helt særlig ramme om Kulturnatten.
I de historiske omgivelser på Gavnø træder man direkte ind i de gode historier fra slottet, når fortællerne optræder i historiske dragter. På Næstved Museum kan de besøgende møde Birgitte Gøye og Herluf Trolles univers, og vil man opleve deres historiske rammer kan man besøge Herlufsholm Skole, der på Kulturnatten inviterer til et kig i de historiske bygninger.
Men også nutidens udfordringer er der mulighed for at besøge på Maglemølle, hvor man kan lege med 3Dprinter eller gå på skattejagt i Ressourcecity.
Gratis transport
Som de foregående år er der gratis busser til de aktiviteter, der foregår uden for centrum. Der er afgang fra Kvægtorvet ved Kulturcentret (Glasbygningen).
Man kan også sejle en tur med turbåden Friheden fra Suså Havn til Vadestedet og besøge Danmarks Radio og varmeværket.
Der kører et lille gratis minitog – kulturekspressen – mellem Axeltorv i midtbyen og Suså havn.
En helt særlig byoplevelse er hestevognskørslen fra Grønnegades Kaserne Kulturcenter og rundt i byen. Påstigning ud for Beslagsmedjen.
Er man til veterantog, kan man køre mellem Næstved Station og Vordingborg. Turen med veterantog er dog ikke gratis, billetter købes i toget.
Se programmet på din smartphone
I det trykte program til Kulturnatten finder man oversigt over alle de forskellige aktiviteter. Det han man hente gratis på Kulturcentret, i borgerservicebutikkerne, i de mange Turistinformationer, hoteller eller vandrehjem.
Og som noget helt nyt, kan man nu også finde programmet elektronisk på www.mærknæstved.dk/kulturnat.
– De foregående år har aktører og borgere ønsket, at programmet for Kulturnatten også kunne fås i en elektronisk version, hvor man for eksempel kan søge på aldersgrupper, handicapvenlighed eller aktivitetssteder. Dette ønske kan vi opfylde i år”, fortæller John Nørbjerg, leder af Grønnegades Kaserne Kulturcenter og projektleder for Kulturnatten. Og han fortsætter:
– Kulturnatten byder på så mange forskellige aktiviteter, at der er oplevelser for alle. Kig i det trykte program eller få et godt overblik i det elektroniske program, som man nemt kan se på sin smartphone.
Formanden for Kulturudvalget i Næstved Kommune er også begejstret:
– Formålet med Kulturnatten har været det samme fra starten, nemlig at give mulighed for at mærke og opleve smagsprøver på det, som Næstved har at byde på. Det smukke, det skøre, det anderledes og ikke mindst folkene bag det. Frivillige og foreninger har atter lagt et kæmpe stykke arbejde i at åbne op og være en del af vores Mærk Næstved-fællesskab. Uden de frivillige kunne det her slet ikke lade sig gøre. Det er helt fantastisk, at så mange har indvilget i at åbne dørene for offentligheden på Kulturnatten, siger kulturudvalgsformand Linda Frederiksen og hun fortsætter:
– Og så er det en særlig glæde at se, hvordan Talentskolens elever og de nyudklækkede iværksættere fra Ungdomsskolens projektuddannelse indtager Kulturnatten med nye ideer,
Kommentarer