Kulturnat med masser af oplevelser på biblioteket
Fredag den 6. oktober er der for 7. gang Kulturnat i Næstved by. På Næstved Bibliotek vil der fra kl. 16.00-22.00 være en bred vifte af musik, dagbogsskriverier, sjove børneaktiviteter, bogbytte, familiequiz samt masser af overraskelser og god stemning.
Børnebogsklassikere og quiz for hele familien
I anledning af 50 års jubilæet for fem af de elskede børnebogsklassikere, har biblioteket omdannet X-rummet til et festligt jubilæumsunivers med flere aktiviteter fra kl. 16.00-20.00. Kl. 19.00-21.30 er der familiequiz i loungen over temaet 1967 med emner som mad, mode, musik, litteratur, politik m.m. Til quizzen, hvor der er spørgsmål i alle sværhedsgrader, bliver der udtrukket to vindere.
Velkommen på den røde løber
Fra kl. 16.00-20.00 kan man møde et univers af konger og dronninger, prinsesser og riddere foran X-rummet. Eleverne fra Ålestokgården hjælper med at lave din egen krone eller et skjold. Man kan også få lagt ansigtsmaling eller få taget et kongeligt billede.
Chill-out-lounge, jazz og 60’er musik
Fra kl. 19.00-22.00 kan man i “Chill-out-loungen” ved “lille scene” sparke skoene af, snuppe en kop urtete og lade sig forføre af de sprøde toner fra 1960’erne. I bibliotekets lounge ved indgangen er der også masser af musik i løbet aftenen. Fra kl. 20.15-20.45 spiller jazzbandet Modus en god blanding fra fusion-universet til jazz blandet med rockgenren. Og fra kl. 21.00-21.45 er Hithouse Shakers på med numre fra det magiske år 1967.
Dagbogsskriverier fra 1967
Fra kl. 19.30- ca. 20.30 i “Det grønne hjørne” bag voksenromanerne læser deltagere fra bibliotekets skrivegrupper op fra “dagbogsskriverierne” om livet i 1967. Har man en dagbog eller andre skriverier fra 1967, kan man tage dem med og evt. læse højt.
Man kan også møde SOS Børnebyer fra kl. 19.00-22.00, der vises film om livet for forældreløse børn i en SOS børneby. Og vil man høre om slægtsforskning, kan man besøge “Slægt og Data DIS-Næstved” fra kl. 18.30-20.30 nede i IT-området.
Traditionen tro er der fra kl. 19.00-22.00 bogcafé, hvor man kan bytte dine private bøger.
Der er salg af øl fra Kongebryg samt vin og vand. Bibliotekets Barista-café, som drives af elever og personale fra Ålestokgården, er åben fra 10.00-22.00. Den gratis juice til børnene er sponsoreret af Kvickly.
Kommentarer