Samfund

Kriseparat – klar dig selv i tre døgn: Kursus på Næstved Bibliotek

Opbevaring af langtidsholdbare fødevarer til tre døgns forbrug - det er en af de nye anbefalinger til alle danskere. Foto: Annie Spratt/Unsplash (beskåret)

Beredskabsforbundet kommer forbi Næstved Bibliotek og Borgerservice for at lære os, hvordan vi kan være godt forberedt, hvis en krise rammer. Arrangementet finder sted onsdag den 28. august klokken 16 til 18.

Den 15. juni udsendte de danske myndigheder nye anbefalinger til, hvordan vi hver især bør sammensætte et hjemmeberedskab, så vi kan klare os selv i tre døgn under en større krise eller katastrofe.

Beredskabsforbundet afholder nu et gratis kursus på Næstved Bibliotek, hvor du kan lære mere om, hvad du selv kan gøre.

Kritiske samfundsfunktioner

Vi tager det for givet, at faciliteter som vand, varme og elektricitet altid virker. Men vi kan komme i en situation, hvor forsyningen svigter i kortere eller længere tid, uden vi ved, hvornår den vender tilbage.

Når større dele af samfundet rammes, tager redningsberedskabet sig først og fremmest af vores kritiske samfundsfunktioner, så for eksempel sygehuse og plejehjem kan fungere. Imens skal du og din familie kunne klare jer selv i jeres egen bolig.

Hvad du selv kan gøre

Hvis du kan undgå at belaste beredskabet, er du med til at sikre, at redningsberedskabets ressourcer bliver brugt, hvor der er mest brug for akut hjælp.

Kan du klare dig i tre døgn og tage vare på dig selv, din nabo og din bolig, er vi nået langt, når det kommer til vores fælles samfundssikkerhed. Så kan myndigheder og beredskab danne sig et overblik og hjælpe, hvor der er størst behov.

På kurset lærer du:

  • at tage vare på dig selv og din familie, naboen og din bolig
  • at forebygge, så ulykker og skader helt undgås
  • at forberede, så du er klar
  • hvordan du udarbejder en tjekliste
  • hvordan du udarbejder en beredskabsplan
  • om redningsberedskabet i bred forstand

Arrangementet finder sted onsdag den 28. august klokken 16 til 18 i Salen på Næstved Bibliotek. Bestil din gratis billet på www.naesbib.dk

 

Kommentarer