Næstved By

Kommunerne overser naturen som idrætsarena

Danskerne er vilde med at bevæge sig i naturen. Men det er fortsat idrætshaller og boldbaner, der prioriteres i den kommunale støtte. Organisationer kræver mere tidssvarende støtte.

Flere hundrede tusinde danskere får pulsen op i forbindelse med Naturens Dag 9. september, hvor temaet i år er bevægelse i naturen. Fokus på bevægelse er passende, idet andelen af voksne danskere, der dyrker motion i naturen er steget fra 37 til 44 procent fra 2011 til 2016, hvilket gør naturen til den mest populære idrætsarena.

Populariteten afspejles dog ikke i kommunernes prioritering, hvor det stadig er de klassiske faciliteter som idrætshaller og boldbaner, der får mest opmærksomhed. Det møder kritik hos DGI, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Friluftsrådet.

”Vi efterlyser mere natur og grønne områder tæt på, hvor folk bor, så det kan bruges i hverdagen. Og så er der behov for flere, bedre og meget mere sammenhængende stisystemer til fodgængere og løbere og flere mountainbikespor. Al erfaring viser, at hvis der er en sti, går vi en tur. Derfor er gode rammer og faciliteter i naturen afgørende for at få flere danskere til at bevæge sig – og dermed for at øge folkesundheden og folks trivsel,” siger Lars Mortensen, der er formand i Friluftsrådet.

For at styrke friluftsliv og bevægelse i naturen har Friluftsrådet, DGI og DIF indgået i partnerskabet Bevæg dig for livet – i naturen. Her stiller Friluftsrådet en pulje på 10 millioner kroner til rådighed over en tre-årig periode, hvor lokale foreninger og ildsjæle kan søge om midler til at skabe bedre forhold for bevægelse i naturen. Naturen spiller også en vigtig rolle i Bevæg dig for livet-kampagnen ”Hvad bevæger dig?”, hvor DGI og DIF hjælper danskerne med at finde tid til motion og idræt i hverdagen.

Kommuner skal tage ansvar
Hvis den positive udvikling med et aktivt friluftsliv skal fortsætte, kræver det investeringer fra kommunerne i natur og bedre rammer for bevægelse i naturen, og at der prioriteres plads til rekreative områder i byudviklingen. Det gælder også i de mange naturområder, som krydser kommunegrænser. Og så skal der skabes overblik over faciliteterne, så det bliver så nemt som overhovedet muligt for danskerne at komme ud at bruge naturen.

”Naturen er afgørende, hvis vi skal nå målsætningen om at være verdens mest aktive nation. For få midler kan vi give mange danskere muligheden for at være aktive, og det skal kommunerne planlægge efter, så vi understøtter de behov, vi har for at bevæge os i naturen. Det kræver, at naturen bliver tænkt med ind i idræts- og facilitetsstrategier, for eksempel med gode stier og ruter, der binder områder sammen og inspirerer til fysisk aktivitet. Silkeborg har som én af få kommuner besluttet aktivt at brande sig på at være outdoor-kommune og lagt kræfter i at udvikle mountainbikeruter, bikepark og et trailcenter. Forhåbentlig kan det vise vejen for de kommuner, der hænger i bremsen,” siger Mogens Kirkeby, der er styregruppemedlem i Bevæg dig for livet og politisk ansvarlig for DGI outdoor.

Ud over Silkeborg, der vandt prisen som Danmarks Friluftskommune 2017, er også Viborg og Vejle eksempler på kommuner, der har lavet friluftspolitikker og outdoor-strategier med konkrete planer for friluftsliv og bevægelse i naturen.

FAKTA:

  • I 2011 dyrkede 37 procent af danskerne idræt i naturen. I 2016 var det tal steget til 44 procent ifølge tal fra Idrættens Analyseinstitut. Hermed er naturen danskernes foretrukne idrætsfacilitet.
  • Fra 2016 til 2017 er kano- og kajakklubbernes medlemstal steget med i alt 900, mens cykelklubberne har haft en medlemsvækst på 1800. Skaren af orienteringsløbere, der finder vej i skoven, er også blevet større.

Om Bevæg dig for livet:
Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. Det er målet i det historiske samarbejde, DGI og DIF har indgået med TrygFonden og Nordea-fonden om opfyldelsen af en ny, ambitiøs vision for dansk idræt: Bevæg dig for livet. Visionen er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie.

Læs mere om Bevæg dig for livet – i naturen og se de seneste medlemstal for foreningsidræt i naturen.

Kommentarer