Næstved By

Kommuner sparer på børnene

En ny opgørelse viser, at mere end hver fjerde kommune sparer på daginstitutionsområdet næste år. Det sker på trods af vælgernes krav om flere pædagoger i daginstitutionerne og økonomiaftalen mellem kommunerne og regeringen, der netop skulle sætte en prop i besparelserne.

I denne uge lagde landets kommuner sidste hånd på budgetterne for næste år. I mere end hver fjerde kommune indeholder budgettet for 2020 besparelser på daginstitutionsområdet.

En ny opgørelse fra BUPL viser, at 27 kommuner har indgået budgetforlig, som indebærer besparelser på daginstitutionerne. Det sker, selvom både regeringen og støttepartierne klart har tilkendegivet, at de vil indfri vælgernes krav om, at forholdene for børn og pædagoger i landets daginstitutioner skal forbedres.

– Det er ekstremt bekymrende, at så mange kommuner vælger at spare på børnene, når det står lysende klart, at situationen er kritisk, og at børnene har brug for flere pædagoger nu. De kan ikke vente så meget som et år til, siger formand for BUPL Elisa Rimpler.

Op til folketingsvalget i juni var mange tusinde forældre og pædagoger på gaden for at kræve flere pædagoger i daginstitutionerne. Regeringen og kommunerne indgik for nylig en økonomiaftale, der kompenserer kommunerne for udgifter på grund af det stigende børnetal.

Alligevel ser vi, at mere end hver fjerde kommune vælger at fortsætte besparelserne på børnene. Det er simpelthen ikke i orden. Det er på tide, at kommunerne tager ansvar for at løfte kvaliteten på børneområdet, siger BUPL-formanden.

Kommunernes spareplaner viser endnu engang, at det haster med lovbundne minimumsnormeringer, der forpligter kommunerne til at sikre et minimum af pædagogisk personale til børnene, understreger Elisa Rimpler.

– Der er brug for, at vi får sat en prop i besparelserne én gang for alle, så børn og forældre kan regne med et minimum af pædagoger til at sikre omsorg, trivsel og udvikling, uanset hvilket postnummer børnene vokser op.

Regeringen og støttepartierne forhandler netop nu om finansloven for 2020 og har forpligtet sig på at indføre lovbundne minimumsnormeringer. Og det kan ikke gå hurtigt nok, fastslår BUPL-formanden.

– Vi har netop set to dokumentarudsendelser, der viser, hvor akut situationen er i daginstitutionerne, og hvor stor en forskel, det gør for børnene, når de får flere pædagoger. Vi har brug for et milliardløft allerede på den kommende finanslov. Børnene kan ikke vente til 2025, siger Elisa Rimpler.

Der i dag 4.000 pædagoger færre i daginstitutionerne end niveauet for bare 10 år siden.

Se Danmarkskortet over kommunernes budgetter.

Kommentarer