Næstved By

Kommunen ønsker mulighed for sommerhuse i kystnære oråder

Næstved Byråd har vedtaget et forslag til turismeplan. Planen vil bl.a. gøre det muligt at bygge sommerhuse i kystnære områder.

En nylig ændring i planloven har gjort det muligt at udstykke op til 6000 sommerhusgrunde i Danmark over de kommende år. Det er Staten, der afgør, hvor de nye grunde skal placeres, men de enkelte kommuner kan søge om tilladelse. Det fordrer dog, at kommunen kan præsentere et turismetillæg til sin kommuneplan, hvor de enkelte områder beskrives, og hvor man vurderer konsekvenserne af at bygge nye sommerhuse.

Borgmester Carsten Rasmussen siger til sn.dk, at Næstved Kommune ikke som sådan har aktuelle planer om udstykning af nye sommerhusgrunde, men at man ønsker at have muligheden, hvis staten udvider med en ny pulje.

Turismetillægget skal nu sendes i offentlig høring i otte uger, hvorefter byrådet igen skal tage stilling til planen. En endelig vedtagelse ventes i april 2018.

Kommentarer