Kommunen anbefaler den nordligste motorvej
Næstved Byråd har ud fra hensyn til samfundsøkonomi, hensyn til borgerne i området, samt trafiktal og aflastning af den eksisterende Rute 54, valgt at pege på linje A.
Næstved Kommunes byråd har med udgangspunkt i VVM-redegørelsen valgt at pege på den nordligste liniføring, linie A, når motorvejen mellem Næstved og Rønnede bygges.
– Ud fra hensyn til samfundsøkonomi, hensyn til borgerne i området, samt trafiktal og aflastning af den eksisterende Rute 54, er der ingen tvivl om, at linje A er det bedste valg, skriver borgmester Carsten Rasmussen i kommunens høringssvar.
Dermed er faxe og Næstved kommune enige om linieføringen af den nye motorvej, som er første etape i en Sjællandsk Tværforbindelse fra Rønnede i syd til Kalundborg i vest.
Læs også: Faxe Kommune ønsker nordlig Næstved-motorvej
Ifølge VVM-redegørelsen er Linje A den mest rentable samfundsøkonomisk og set i forhold til de øvrige linjeføringer, belaster linje A færrest boliger med støj og den vil resultere i et lavt antal totaleksproprieringer, ligesom antallet af ejendomme tæt på det nye vejanlæg er lavest i forslag A.
Linjeføring A giver desuden den største tidsbesparelse for trafikanterne og har en optimal tilslutning til vejanlæggene ved Næstved for virksomheder i området.
Dens linje nord om Holme Olstrup og Toksværd betyder endvidere, at den ikke bliver en barriere mellem de to bysamfund.
Byrådet bemærker dog i høringssvaret, at linjeføringen i forslag A er rykket længere mod syd end i de tidligere skitser, og at de er optaget af, at der tages højde for at minimere generne for boligerne langs linjeføringen ved Holme-Olstrup.
Linjeføring A vurderes overordnet set at medføre den mindste påvirkning af flora og fauna, idet den på størstedelen af forløbet følges tæt med den eksisterende Rute 54 og dermed ikke skaber en helt ny barriere for spredning af dyr og planter i naturen.
De øvrige linjeføringer
Næstved Kommune ser ikke linjeføring C og E som realistiske bud på en ny motorvej. Næstved Kommune ønsker at linjeføringen skal gå fra Rønnede til fordelerringen i Næstved. Derfor er linjeføring E samt de tre varianter ikke en mulighed. Herudover får lokalbefolkningen ikke direkte trafikale fordele af forslag E, idet motorvejen ligger så langt fra bysamfundene, at den i meget lille udstrækning til blive benyttet af lokale borgere, hvilket igen ikke medfører den ønskede aflastning af den eksisterende Rute 54.
Linjeføring C er væsentligt dyrere end de øvrige forslag og har en dårligere forrentning, og ses på den baggrund ses som et urealistisk valg.
Linjeføring B kan være et muligt alternativ til A, om end denne indebærer flere ulemper for borgere i området. Samtidigt er den samfundsøkonomisk mindre attraktiv i og med at den er dyrere og dårligere forrentet end linje A. Dens rute mellem Holme-Olstrup og Toksværd kan opfattes som en mærkbar barriere i området, ligesom den pga. nærhed til bysamfundene vil betyde en større påvirkning af ejendomme end linje A.
Tilkørsel ved sydmotorvejen og 2 minus 1 vej
Næstved Kommune ønsker, ligesom Faxe Kommune, at tilslutningen til Sydmotorvejen etableres som en højhastighedstilslutning både i nord- og sydgående retning. Byrådet ønsker en fremtidssikret løsning, der tilgodeser fremtidig trafikudvikling blandt andet i forbindelse med Femern forbindelsen og i forhold til pendling fra Sydsjælland til København.
Desuden anbefaler byrådet etableringen af en 2 minus 1 vej gennem Boserupskoven, således at lokal trafikken og driftskøretøjer til landbruget og skovbruget i området sikres bedst mulige driftsvilkår.
Teknisk forslag til linje A
Den eksisterende Rute 54 adgang til Næstved by foreslås udført som en ny forbindelsesvej til Ring Øst umiddelbart syd for fordelerringen. Denne udformning er ikke optimal idet den ligger for tæt på fordelerringen, og der bør undersøges alternative muligheder.
Næstved Kommune foreslår en løsning, der benytter samme kobling til Næstved by som i Forslag B, C og E. Det vil sige en vej fra eksisterende Rute 54 til Kalsagervej, som er det ’blinde’, nordlige ben i Fordelerringen. I Forslag A skal denne vej krydse den nye motorvej, og dette vil medføre en merudgift. Hvis Næstved Kommune anlægger forlængelsen af Kalsagervej til Fensmark, som er et stor ønske og en stor trafikal forbedring, kan Holmgårdsvejs krydsning af motorvejen til gengæld spares.
Kommentarer