Næstved By

Kom nu, Danmark!

Skrevet af: John Wennerwald

Nu gælder det. Det er vigtigt, at vi stadig er varsomme med vores handlinger og samvær, så vi undgår smitte med Covid-19.

Mange familier er pressede og det kræver styrke at klare en dagligdag med store forandringer uden faste strukturer, og for mange forældre har den nye dagligdag betydet ringere pasningsmuligheder af børnene.

Efter hvad der føles som en lang isolation, rykker det i alle og behovet for social kontakt presser sig på. Skoler og daginstitutioner er ”halv”-åbne og solen banker ligeledes på. Vi er sociale dyr og vil hinanden. Tøjlerne løsnes – men pas nu på.

Der er allerede tegn på, at mange tager let på smitterisikoen og på situationen generelt. Politiet har netop indført opholdsforbud forskellige steder i landet og det er desværre fornemmelsen, at der er en lidt for let tilgang til smitterisikoen.

De kommende uger vil vise, hvordan smitten breder sig i befolkningen. Hvis der ulykkeligvis dør et familiemedlem, en ven, en kollega, en pædagog i daginstitutionen eller en lærer på skolen, vil alvoren og utrygheden snige sig ind hos alle.

Kom nu, Danmark, led os ikke i fristelse og glem ikke, at Covid-19 er en farlig ven. Lad os nu i fællesskab overholde smitteforholdsreglerne og sikre, at sundhedsvæsenet kan følge med og redde de liv, som de kan.

Dette er et læserbrev indsendt af John Wennerwald. Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer